En aften med debatter og ny energi til foreningen

Udgivet d. 18-03-2025

Mandag den 17. marts 2025 dannede SAGRO's lokaler i Birk Centerpark rammen om Herning-Ikast Landboforenings årlige generalforsamling.

Med en fyldt sal af engagerede medlemmer var aftenen præget af livlige diskussioner og ikke mindst stærke budskaber om landbrugets fremtid.

Aftenens gæstetaler, Anders Panum, direktør for Grøn Trepart hos Landbrug & Fødevarer, tog ordet og delte et sjældent indblik i forhandlingerne om Den Grønne Trepart. Han beskrev, hvordan processen var lang og til tider svær, særligt når det kom til spørgsmålet om arealanvendelse, der har stor betydning for landmændene.

- Da en minister på et tidspunkt sagde: 'Jamen, der bliver jo slet ikke noget provenu', vidste vi, at vi havde fat i noget, fortalte Panum med et smil og høstede anerkendende nik fra salen.

Han understregede, at selvom Landbrug & Fødevarer er godt tilfredse med aftalen, er der stadig mange udfordringer forude. Dog var han ikke i tvivl om, at landbruget ville have stået langt dårligere, hvis man ikke havde deltaget aktivt i forhandlingerne.

Formandens beretning: Samarbejde og handling er nøglen

Leif Hølledig Nørgaard tog derefter ordet for at aflægge sin formandsberetning. Et af de centrale emner var igen Den Grønne Trepart, hvor han opfordrede medlemmerne til at identificere arealer, der med fordel kunne tages ud af drift.

Han fremhævede også foreningens engagement i Kystvandrådet i Ringkøbing Fjord og den kommende deltagelse i Kystvandrådet omkring Nisum Fjord. I den forbindelse understregede han vigtigheden af samarbejde med kommunerne og rettede en særlig tak til både Herning og Ikast kommuner for deres engagement.

Blandt de øvrige initiativer, der blev fremhævet, var Task Force Vildt, Task Force Markvand, Faunastriber samt Gårdguiden.

Da formandens beretning var fremlagt, åbnede debatten, og det var tydeligt, at Den Grønne Trepart lå medlemmerne stærkt på sinde. Der blev stillet mange skarpe og nysgerrige spørgsmål om aftalens konsekvenser og de kommende udfordringer for landbruget.

Valg til bestyrelsen

Den efterfølgende valgproces forløb gnidningsfrit. Fire bestyrelsesposter var på valg, og mens Majbritt Jakobsen, Peter Madsen og Dannie Feldbak blev genvalgt, havde Jes Berg Andersen valgt ikke at genopstille. Hans plads blev i stedet overtaget af Betina Nellemann, som blev budt velkommen i bestyrelsen.

Aftenens sidste punkt var en gennemgang af regnskabet. Her lagde Torben Jensen, der er administrerende direktør hos SAGRO, an med en gennemgang i virksomhedens økonomi, hvorefter Tove Thoustrup, der er sekretær i foreningen, fremlagde foreningens regnskab.

Kontakt os

Få et godt råd fra en rådgiver

Tove Thoustrup Tove Thoustrup Politisk rådgiver 96296911


Tilmelding til nyhedsbrev


Indlæs flere relaterede artikler

Samarbejdspartnere