Drejebog for dig, der skal bygge om eller bygge nyt

Udgivet d. 28-06-2021

Det er på høje tide at forberede sig på de nye krav til syge- og kælvningsbokse.

 

Nu er der snart kun et år til at ændre på stalde, der er fra perioden fra 1. juli 2010 til 1. juli 2012, så forholdene lever op til kravene i Lov om hold af malkekvæg. Skæringsdatoen er den 1. juli 2022. Til den tid skal blandt andet krav om 1 sygeplads og 4 kælvningspladser pr. 100 køer være opfyldt.

Stalde, der er ældre end 1. juli 2010 har frist til den 1. juli 2024, og for stalde fra 1. juli 2012 og frem er nedenstående krav allerede gældende.

Reglerne er som beskrevet her:

Der er krav om 1 sygeplads pr. 100 køer i besætningen og minimum 1 sygeboks. Sygeboksen skal være min. 10 m2 til jersey og 12 m2 til stor race. Ligeledes skal der altid være en ledig sygeboks til ungdyr og kalve.

Der er krav om 4 kælvningspladser pr. 100 køer i besætningen, hvoraf halvdelen som minimum skal kunne etableres som enkeltkælvningsbokse. Enkeltkælvningsboksene skal være min. 10 m2 til jersey og 12 m2 til stor race, men kan altså, når de ikke bruges, være en del af et fællesområde for dyrene.

For en række kvægbrug vil ovennævnte krav medføre ombygning og/eller nybygning. Det enkleste i forhold til miljø, byggetilladelse og brandkrav er at opføre et selvstændigt nybyggeri. Men i forhold til daglig drift og management er det måske bedre at ændre de eksisterende rammer. Se tabellen vedr. løsningsmodeller og drejebog.

 

 

De nye brandkrav

Når vi skal hjælpe jer med indretning, ombygning eller nye bygninger, og der skal søges om byggetilladelse til et brandklasse 2-byggeri (byggeri over 600 m2 eller byggeri med stor brandbelastning), så skal byggeriet fra 1. januar 2020 forbi en certificeret BK2-brandrådgiver, som udarbejder en strategi for brandsikringen af byggeriet. En ”brandstrategi ” og øvrigt materiale vedr. brand er nødvendigt for at få en byggetilladelse, og dette samt en starterklæring skal sendes med byggeansøgningen ind til kommunen. 

I forbindelse med strategi for brandsikringen af byggeriet udarbejdes en omfattende kontrolplan for projektering, som er vigtig at følge, når der udarbejdes bygge-/projekttegninger. Det er en slags egenkontrol, som også skal returneres til den certificerede brandrådgiver til brug for udarbejdelse af sluterklæringen. 

Også i byggefasen skal der udføres en omfattende kontrol med alle brandtekniske tiltag, som er fastlagt i strategi for brandsikringen af byggeriet. Det er igen en slags egenkontrol, som de udførende – altså håndværkerne - skal stå for. De mange skemaer skal også returneres til den certificerede brandrådgiver til brug for udarbejdelse af sluterklæringen.

Når byggeriet er færdigt, samler den certificerede rådgiver alle kontrolplanerne fra de forskellige faser i byggeriet til en samlet kontrolrapport. En rapport, som dokumenterer, at alt er, som beskrevet fra start, eller evt. hvorfor det er ændret og dokumentation for, at ændringerne er ok. Rapporten danner grundlag for sluterklæringen. Du kan kun få den krævede ibrugtagningstilladelse, hvis projektet har en sluterklæring! 


Godt for dyr og mennesker

Dyrenes opstaldningsforhold i goldperiode og under kælvning er meget vigtige for forløbet af kælvningen samt den efterfølgende produktion. Når man skal i gang med ombygning, er det derfor afgørende ikke kun at opfylde loven, men også at skabe et system, som er til at arbejde med, og samtidig tilgodeser dyrene mest muligt. 

I SAGRO Kvæg følger vi generelt anbefalingerne på området, og har stor erfaring omkring indretning, logistik m.m. Det er således vores anbefaling at bruge tid på netop logistik og arbejdsgange. Mange kælvearealer anvendes ikke som tiltænkt, fordi daglig praktik blev en anden end oprindeligt tænkt.


Husk miljøansøgning

De kommende krav til kælvningspladser og sygebokse skal tænkes ind i opstartsprocessen af nye miljøansøgninger på mælkeproduktionsejendomme. 

Det er vigtigt, at der bliver søgt til et færdiggennemtænkt projekt, så godkendelsen ikke skal laves om igen efter et par år. Det er i sidste ende også en sikring af, at daglig management fungerer.

Etablering eller ændring af staldgulve, f.eks. fra spalter til dybstrøelse, udløser altid en ny miljøansøgning. Heldigvis er miljøansøgninger blevet hurtigere og enklere at lave, da der ikke længere skal miljøvurderes på alle marker.

 

Klik på billedet for forstørrelse. De mindre nybygninger og tilbygninger, som er adskilt fra eksisterende bygninger enten med afstand eller en brandadskillelse, SKAL overholde samme regler som de større. De skal altså stadig have udarbejdet en brandstrategi, og de skal også have en ibrugtagningstilladelse. De er undtaget den certificerede brandrådgivning BK2 og dermed også alle kontrolskemaerne, men skal altså overholde samme brandregler.

FAKTA

SAGRO Kvæg, SAGRO Miljø og Byggeri & Teknik I/S samarbejder for at give mælkeproducenter den bedste løsning i forhold til Lov om hold af malkekvæg. 

 

Kontakt os

Få et godt råd fra en rådgiver

Lisbeth Tønning Lisbeth Tønning Afdelingsleder, Miljø 76 60 23 66 20 18 48 09


Tilmelding til nyhedsbrev


Indlæs flere relaterede artikler

Samarbejdspartnere