Udgivet d. 22-09-2023
Det er godt nyt for dem, som arbejder i en ”aktiv virksomhed”.
Der er vedtaget flere nye regler for beregningen af folkepensionen, herunder at ægtefælles indkomst ikke længere skal indgå ved beregningen af folkepensionen.
Efter længere tids venten blev loven om Afskaffelse af modregning af egen arbejdsindtægt i folkepensionens grundbeløb og pensionstillæg vedtaget 1. juni 2023.
De nye regler træder i kraft pr. 1. januar 2024, men vil blive anvendt ved efterreguleringen i efteråret 2024 af de udbetalte pensioner i 2023, hvilket betyder, at de nye regler i realiteten trådte i kraft pr. 1. januar 2023.
Hvis der i 2023 er foretaget en nedsættelse af grundbeløbet og pensionstillægget på grund af en arbejdsindkomst eller overskud fra en aktiv virksomhed, vil man ved efterregulering i efteråret 2024 for 2023 få pengene udbetalt.
Fremover vil der blive set bort fra egen indkomst fra lønmodtagerarbejde og overskud fra selvstændig virksomhed, når man deltager aktivt i driften af virksomheden. Dette gælder både for grundbeløbet og pensionstillægget.
Hvis man i stedet har en passiv virksomhed, hvor man IKKE yder en arbejdsindsats, vil der blive modregnet i pensionstillægget i tråd med den tidligere gældende praksis.
Kun for folkepensionister
Spørgsmålet er så, hvornår er virksomheden er aktiv og hvornår den er passiv.
Hvis man i sin landbrugsvirksomhed selv dyrker jorden og eventuelt har dyr på gården, vil virksomheden blive vurderet til at være aktiv, og der vil derfor ikke længere ske modregning i folkepensionens grundbeløb og pensionstillægget.
I de situationer, hvor man bortforpagter jorden og ikke har noget form for arbejdsindsats, vil virksomheden blive betragtet som passiv virksomhed og dermed som en form for formueadministration, og der vil ske modregning i pensionstillægget på samme måde som tidligere.
Det vil sige, at personlig indkomst, der ikke er omfattet af indtægt ved personligt arbejde, for eksempel udbetaling fra private pensionsordninger, indtægt ved selvstændig virksomhed, hvor folkepensionisten er passiv i driften, samt kapital- og aktieindkomst, stadig vil kunne nedsætte pensionstillægget.
Ved ansøgning om folkepension tilkendegives det, om man er aktiv eller passiv i virksomheden. Udbetaling Danmark kræver i nogle situationer dokumentation for, om man er henholdsvis aktiv/passiv i virksomheden.
De nye regler gælder kun for folkepensionister og der vil fortsat være modregning af egen arbejdsindkomst, hvis man har fået tilkendt førtidspension, tidlig pension eller en seniorpension.
Tilmelding til nyhedsbrev