Bruger du mere end 10.000 kWh om året? Så kan der være penge at hente

Udgivet d. 02-03-2023

Interessen for el- og solcelletjek er fortsat høj. Men det er vigtigt at se sig for – et solcelleanlæg kan let købes for billigt.

Det bugner med el- og solcelleråd for tiden, og interessen er stadig høj, hvis man spørger SAGROs eksperter på området.

Som det er nu, ser det ud til, at elprisen kan være på vej ned. Det er godt nok for mange, men hvad så med dem med solceller?

- Man skal huske, at det er de færreste, der producerer nok strøm til, at de kan være selvforsynende med strøm i vintermånederne. Men tager man det store helikopterperspektiv, er elprisen stadig høj, hvis man ser over de sidste 10 år, og vi har ikke nogen indikationer på, at elprisen vil falde til under 2018-niveau. Set i forhold til en investering i solceller er det en fordel, når vi kommer et stykke ind i marts, siger Lars Just Elnegaard.

Han er virksomhedsrådgiver i SAGRO, og til daglig rådgiver han adskillige firmaer og landbrug om elbesparelser og investeringer i f.eks. solceller. Det er nemlig ikke kun landbrug, han rådgiver. 

- Vi har også almindelige virksomheder, som vi rådgiver. Og indtil videre er udgangspunktet, at vi ofte kan finde en besparelse på mindst 10 % på elregningen, siger han.

Som mange ved, varierer elprisen hen over døgnet, og det betyder, at mange kan spare rigtig mange penge ved at ændre rutinerne. På en gård kan det f.eks. være, at man pumper gylle uden for tidsrummet 7 - 20, som er det tidsrum, hvor den samlede elpris er højest. 

Det har vi skrevet om tidligere. Se f.eks. dette link.


Den gyldne 80-20-regel

Fra marts og frem til august er antallet af solskinstimer højt, og det betyder, at det er i disse måneder, at indtjeningen på solcellerne kommer. Alt efter hvor stort et anlæg, man valgt, og hvad solcelleanalysen har vist at være den optimale størrelse, kan man som udgangspunkt regne med, at 80 % af den producerede strøm bruges af en selv, mens de sidste 20 % kan sælges på markedet. 

- Faktisk producerer man i disse måneder omtrent 75 % af den samlede mængde strøm, som solcellanlægget producerer på et helt år. Desværre er det ikke sådan, at man får den samme pris for strømmen, når man sælger, som gør ved køb. Det er en længere diskussion, hvorfor det er sådan, men det har vi selvfølgelig også taget højde for i beregningerne, siger Lars Just Elnegaard.

Det korte af det lange i de beregninger er, at man kan regne med en tilbagebetalingstid mellem 5 og 15 år på sin investering. 

- Det afhænger mest af alt af markedsprisen på strøm. Men hvis prisen holder sig omkring 1,35 kr. pr. kWh de næste fem år, så kan man muligvis regne med, at ens anlæg på 80 kW er betalt ud. Selv med en pris på 70 øre pr. kWh er der afkast på 9-11 %. I landbruget er det altså svært at finde en sådan forrentning af ens investering andre steder, siger han.

Et anlæg på 80 kW vil typisk koste omkring 580.000 kr.

- Der er dog stor variation i de priser, jeg ser ude i markedet. Man kan sagtens se forskelle på over 100.000 kr. begge veje på sådan et anlæg af den størrelse. Det er ikke småpenge, man taler om her, både hvad angår investeringen og forskellen i priser. SAGRO hjælper med at hente tilbud hjem og verificere både pris og kvalitet, for de hænger sammen. Så undgår man, at der kommer nogle dumme overraskelser efterfølgende.

Et anlæg kan også købes for billigt

580.000 kr. er mange penge, og derfor er der også flere, som forsøger at nedbringe omkostningerne ved f.eks. selv at montere skinner til solcellepladerne på taget. 

- Det må man selvfølgelig også godt, men man må ikke selv lave noget, der har med selve strømmen at gøre. Det skal der en fagperson til, siger Lars Just Elnegaard.

Han har selv set flere tilbud på forskellige typer anlæg, og her kan nogle blive besnæret af, at et tilbud næsten er for godt til at være sandt.

- Så er tilbuddet det typisk også. Et helt konkret eksempel er, at en anlæg tilbydes billigt, fordi inverteren er af den billige type, og solcellepanelerne er klasse B eller C, hvor sikkerheden for at yde det, som databladet viser fra fabrikanterne, ikke er så god. Inverteren skal stå på positivlisten - ellers bliver det ikke godkendt, siger han.

Desuden er der det med småt, som mange landmænd efterhånden er vant til, når mange forskellige regler skal overholdes, og et solcelleanlæg kommer også med et relativt langt regelkatalog.

- Inden man går i gang, skal man sikre sig at have både landzonetilladelse og byggetilladelse på plads. Og slutteligt skal man huske at opdatere sine oplysninger hos BBR, siger han.

Desuden er det ofte, at nogle måske har en tagkonstruktion, hvor den fint kan bære solcellerne - men taget kan ikke holde til, når vinden rusker i tagpladerne. Det er der selvfølgelig også et par råd til - inklusive lidt om, at man skal se sig for ift. den rette leverandør. Det kan du læse om i dette link

Selve udregningen for, hvornår og hvordan det kan betale sig med et solcelleanlæg eller måske ligefrem en vindmølle afhænger helt og holdent af ens bedrift og forbrugsmønstret hen over året. 

- Har man et årligt elforbrug over 10 - 15.000 kWh, vil jeg anbefale, at man tager en snak med en rådgiver, inden man investerer i et solcelleanlæg, siger han.

- Har man et årligt elforbrug over 10 - 15.000 kWh, vil jeg anbefale, at man tager en snak med en rådgiver, inden man investerer i et solcelleanlæg," - Lars Just Elnegaard.

Kontakt os

Få et godt råd fra en rådgiver

Uffe Ølgaard Bloch Uffe Ølgaard Bloch Driftsøkonom 76 60 23 93 23 34 55 58


Tilmelding til nyhedsbrev


Indlæs flere relaterede artikler

Samarbejdspartnere