Appetitten på økologisk oksekød er stor

Udgivet d. 04-12-2024

På Danish Crown mærker Friland en mejeri-beslutning om at reducere mængden af økologisk mælk, for det har betydet et faldende udbud over for en stigende efterspørgsel – med gode, stabile priser som konsekvens.

Flemming Hølmkær er ejerkonsulent i Friland, og det er ham, der har kontakten til en lang række leverandører af økologisk kødkvæg. Han har også en fortid som kvægrådgiver, og han har et godt kendskab til alle leddene i fødekæden – fra friland til forbrugernes køkkener.

Hans budskab er ret klart, nemlig; producér mere kvalitetskød som hos Kristen Ibsen.

- Vi står lige nu i en ret speciel situation, hvor vi sagtens kan hæve udbuddet markant, uden at det går ud over prisen, fortæller han og uddyber:

- Andelen af økologiske slagtedyr falder ret meget på grund af en beslutning fra en vis mejeriledelse, og i Tyskland ser vi et langt større fald i kvæg i det hele taget. Samtidigt er efterspørgslen tilbage på normalen efter corona, krig, inflation og energikrise, så afregningen er rigtig fornuftig.

I uge 46 lå den samlede afregning for kvier og stude på cirka 40,50 kroner per kilo på krogen – ved en slagtevægt på 340 kg.

Kvier, stude og det særlige fedt

Igen og igen bliver Kristen Ibsens produktion fremhævet som noget attraktivt – set fra stolene i Friland. Blandingen af kvægracer, dyrenes alder, og tyrenes tidlige overgang til stude er kernen i den høje kødkvalitet, som markedet skriger på.

- Tyre laver hårde muskler med fedtkant, for det giver mening i forhold til kampe og styrke, mens hundyrene har intramuskulært fedt – som er dét, feinschmeckere sætter pris på. Bliver en tyrekalv studet tidligt, stopper hormonproduktionen, og det er den, som afgør fedtsætningen. Derfor ligger de her stude meget tæt på kvierne i forhold til kvalitet – og derfor kan vi sælge det til en højere pris, fortæller Flemming Hølmkær.

Mens det i høj grad er gode slagtere og restauranter, som er aftagere af Kristen Ibsens Holsteiner- og chevrolet-krydsningerne, ender mange af det andet frilandskvæg som hakkekød. Et marked, som også stadig trives i bedste velgående.

- Frilandskød er godt kød, og almindelige udbud/efterspørgsel-udsving kommer ikke til at slå bunden ud af det her marked inden for en overskuelig fremtid. Vi håber at flere landmænd vil få øjnene for de faglige glæder og fine afregninger, der ligger og venter i stude- og kvieproduktion, slutter Flemming Hølmkær.


Tilmelding til nyhedsbrev


Samarbejdspartnere