Videre fra mink: Nu får erstatningssag snart en ende

Er det på sin plads at sige tillykke?

- Ja, det er ved at være tæt på. Den første marts kommer der et hold og en masse maskiner og begynder nedrivningen af staldene. Og næsten hele erstatningen er blevet udbetalt. Det er kun nogle få ting, vi er uenige om. Men i det store hele er vores sag afgjort, fortæller nu tidligere minkavler Jørn Pedersen.

Han har været så flink at byde inden for sammen med sin kone, Hanne. På dagen er der også en særlig gæst, nemlig barnebarnet Agnes.

Men hele historien starter selvfølgelig et andet sted, så vi spoler tiden tilbage. Alt det triste er også til at holde til, nu vi ved, at slutningen er ”tålelig”, som Jørn og Hanne Pedersen selv udtrykker det.

Ved en minkejendom uden for Vejen kommer posten kørende i sin bil og drejer ind på gårdspladsen. På den måde var alt, som det plejede. Men da hun stiger ud af bilen og går omkring hjørnet på huset for at aflevere breve, får hun et gedigent chok: Foran sig ser hun det danske militær være troppet op på minkejendommen.

- Jeg havde godt hørt om det i fjernsynet, men jeg troede nok ikke, det var virkeligt, før jeg så dem, var beskeden fra postbuddet.

Ikke noget kønt syn

Og hvis et postbud kan blive skræmt, kan man kun begynde at gætte på, hvordan Jørn og Hanne Pedersen havde det. Det er heller ikke noget kønt syn at se militæret være til stede på en privat ejendom, men det var virkeligheden for de nu forhenværende minkavlere. Militæret var selvfølgelig kommet for at sikre sig, at der ikke var levende dyr på ejendommen. Det var der ikke; staldene var, som de står nu: Tomme og stille som sne.

Vi sidder i køkkenet, mens Jørn og Hanne Pedersen fortæller historien. Men der er ikke megen dvælen ved ”det gamle”. Som så mange andre landmænd er de gode til hele tiden at se fremad, og det er også tilfældet i denne sag.

- Da det blev afgjort, at vi skulle aflive bestanden, sagde vi til hinanden, at vi skal se fremad. Der er ingen grund til at gå og bære nag. Det har virkelig hjulpet os, selv om det var enormt ubehageligt, da det hele stod på, siger Jørn Pedersen.

Hvad med de andre?
Vi hopper lidt i tiden. Helt præcist skal vi tilbage til 2021, hvor man i Herning den 21. august kunne opleve noget meget specielt.

Her kunne man se en konsulent fra et jobcenter stå på scenen foran flere hundrede landmænd. Det er næppe noget, man kommer til at se igen lige foreløbig, og stemningen var også enormt underlig. De fremmødte landmænd var velforberedte og havde bunkevis af spørgsmål, og kommunemanden havde måske ikke helt så mange svar. Anledningen var, at SAGRO afholdt den nok sidste minkavlerkongres i Danmark. I hvert fald med så mange deltagere. Alligevel havde mange overskud til at ”joke” om situationen.

Men gik man uden for kongrescentret til et bord-bænke-sæt, sad der omtrent syv tidligere minkavlere, og her var stemningen nok lidt mere realistisk. Ikke at der blev grædt, men nogle sad og sagde, at de havde brug for psykologhjælp. Heldigvis var avlerne gode til at støtte hinanden i det, man nok bedst kan betegne som en sorggruppe.

Spørger man Jørn og Hanne Pedersen var de ikke ”ramt på den måde”. Og ikke mindst har det lunet, at der i den brede befolkningen var stor opbakning til minkavlerne. Mange var stødt på retsfølelsen, og senere lugtede pressen blod.
F.eks. da man kom til den konklusion, at nogle mink skulle graves op, og man i pressen ikke kunne blive helt enige om, hvilken konsistens de havde, da man åbnede for gravene: Hos DR beskrev man dem ”som fetaost”, mens man ude omkring Holstebro oplevede, at de var mere "som sand”, selv om man havde forventet en ”omgang splatværk”. Det kunne ikke blive makabert nok.

Og senere, da fokus kom på ”SletteMette” og sms’erne: Var det måske muligt for pressen at fælde en siddende statsminister? Eller en departementschef i Statsministeriet? Mange husker nok de utallige nyhedsindslag og artikler om emnet. Og det var selvfølgelig berettiget: Det er ikke tit, man har kraftig mistanke om grundlovsbrud i de danske ministerier – heldigvis.

- Men jeg må indrømme, at jeg efter lidt tid ganske enkelt holdt op med at følge med i det. Jeg fik bare nok, og jeg ville gerne videre. Om der blev fældet den ene eller den anden, ville jo ikke gøre nogen forskel for os, siger Hanne Pedersen og slår ud med armene.

Hjælp fra børnene
Da corona-pandemien hærgede, oplevede ægteparret og deres dyr konstant at blive testet. Frygten for et dansk Wuhan var i sandhed kommet til bedriften ved Vejen. Og så en lørdag var der pludselig mere skidt nyt.

- Jeg blev testet positiv for corona. Jeg havde ingen symptomer, men jeg gik straks i isolation. Heldigvis har vi et stort hus, så jeg undgik at smitte Jørn. Men frygten var jo større end det. Hvis det havde spredt sig til minkene, skulle ikke bare vores besætning slås ned. Også de andre syv-otte minkfarme, som ligger inden for beskyttelseszonen, ville ryge med i købet. Det var virkelig ubehageligt at tænke på, at jeg kunne ende med at være skyld i det, forklarer Hanne Pedersen.

Der er skrevet meget om, hvor hurtigt regeringen senere tog beslutningen om at slå alle mink i Danmark ned. Det behøver vi næppe udpensle. Men på grund af Hanne Pedersens positive coronatest, måtte man vente med at gå i gang med nedslagtningen.

- Men så en lørdag aften kl. 21 ringede dyrlægen til mig. Alene det at få et opkald på det tidspunkt var ret besynderligt. Men han sagde, at alle test på minkene var negative. Og så var det bare med at komme i gang. Vi startede næste morgen, og vores tre sønner kom alle hjem og hjalp os. Det samme gjorde nogle venner, vores medhjælper og hans søn, så det kunne foregå i det tempo, som myndighederne forlangte, siger Jørn Pedersen.

Snart afslutning
Ægteparret har under hele forløbet haft et meget tæt samarbejde med revisor Bodil Christensen fra SAGRO.
- Hun har været virkelig god, og hun har altid haft vores ryg, så at sige. Hun fik os ind i en forsøgsgruppe, hvor man har haft som mål at afslutte erstatningssagen hurtigere. Vi kunne ikke komme med i første ombæring, men heldigvis fik vi plads i den næste gruppe på omtrent 25 minkavlere, siger Jørn Pedersen.

Derfor har der været adskillige besøg siden da. Men da snakken begynder at falde på, hvorfor det egentlig skal tage så lang tid at få afsluttet sagerne, kan ægteparret ikke undgå at smile lidt.

Først modtog parret et skema fra Bodil Christensen, som skulle udfyldes med informationer om alle aktiverne.
Det var omfangsrigt, bevares. Men Jørn og Hanne Pedersen gjorde, som de angriber så mange andre opgaver: De startede ganske enkelt fra en ende af og arbejdede, så hurtigt de kunne. Og efter blot én lang arbejdsdag, var alle informationer skrevet ind i skemaet.

- Men så ringede Bodil næste dag og fortalte, at der kommet et nyt skema, som erstattede det gamle. Det gjorde vi så igen. Men heldigvis tog det også kun én dag, siger Jørn Pedersen.

Videre fra mink
På ejendommen har man gennem de sidste 20 år haft samme medhjælper, som kender bedriften ud og ind – eller ”mindst lige så godt som os selv”, som Jørn Pedersen siger det. Og det lå lidt i kortene, at medhjælperens søn skulle overtage bedriften, da ingen af deres børn har haft den interesse.

Den gode medhjælper har også givet ægteparret en måske lidt større frihed, end mange andre i samme branche måske har haft. Derfor har de gennem årene har haft mulighed for at rejse og se verden fra lidt ”andre” vinkler, end mange måske ellers gør, når de rejser.

- Vi er rigtig glade for, at det hele nu kan afsluttes. Som sagt; vi vil videre fra mink. Det kommer vi snart, og i begyndelsen af marts vil nedrivningen af bygningerne begynde. Nu går vi begge på pension, og så er der også god tid til Agnes her og de andre seks børnebørn, slutter Hanne Pedersen, mens barnebarnet hjemmevant går ud for at få tøj på.

Vi skal se de tomme stalde. Interviewet er slut, og forhåbentlig er det sidste gang, de får besøg af en nysgerrig journalist, som vil tale om en ”meget mærkelig periode” i deres liv. Nu skal ejendommen sælges, og nyt bygges i Askov.

Da det blev afgjort, at vi skulle aflive bestanden, sagde vi til hinanden, at vi skal se fremad. Der er ingen grund til at gå og bære nag. Det har virkelig hjulpet os, selv om det var enormt ubehageligt, da det hele stod på.

Jørn Pedersen