Udgivet d. 15-11-2021
Det bliver mere indviklet at gå på pension, og reglerne ændrer sig hele tiden – så forbered dig!
Uoverskueligt! Som en labyrint!
Det er nok de ord, der bedst dækker, hvis man skal beskrive, hvordan det er at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet.
Først skal man selvfølgelig finde ud af, hvornår man vil stoppe. Når den – svære – beslutning er taget, skal man danne sig overblik over, hvilke økonomiske muligheder, man har.
Det bliver det ikke lettere af.
- Vi anbefaler, at man allerede når man er 55 år, overvejer og planlægger sin pension, fortæller økonomirådgiver i SAGRO, Lene Bjerregaard Olsen. Hun er specialiseret i pension.
I de kommende måneder sker der en masse på pensionsområdet, og der er en række overgangsordninger at forholde sig til.
- Derfor skal vi se på hver enkelt for at vurdere, hvordan man bedst muligt lægger sin pension til rette, understreger Lene Bjerregaard Olsen.
Få overblik
Det gælder først og fremmest om at få overblik, når man nærmer sig pensionsalderen. Er efterløn bedst, eller skal man satse på tidlig pension (Arne-pension)?
- Modregningen i tidlig pension er lidt mildere end den er med efterløn. Derfor kan det i nogle tilfælde være en fordel at få udbetalt efterlønnen og i stedet gå på tidlig pension, forklarer Lene Bjerregaard Olsen.
Der er også mulighed for at gå på tidlig pension, selvom man er startet på efterlønnen. Man kan lave et omvalg, hvis man altså har været på arbejdsmarkedet i mindst 42-44 år.
Eksemplet er bare ét af mange, der skal tages stilling til.
Har man opsparet overskud i sin virksomhed, skal der lægges en plan for, hvordan det skal afvikles. Det er en af grundene til, at det nogle gange er en god idé at have sin egen regnskabsrådgiver med til mødet, når du skal have pensionsrådgivning.
- Når man har fået overblikket, får man måske besked på, at det bedst kan betale sig at vente med at hæve sin pension. Men det er jo ikke et diktat, fortsætter Lene Bjerregaard Olsen.
Sommerhuset var på spil
For et af de par, Lene Bjerregaard Olsen har rådgivet, blev snakken afgørende for, om de kunne fortsætte det liv, de var vant til.
Egentlig så det ud til, at de var nødt til at sælge sommerhuset, som de holdt af. Men en analyse viste, at parrets privatforbrug var for højt. Det blev justeret, og en gennemgang af økonomien i programmet Seniorwealth viste sort på hvidt, hvor mange penge, der ville være at gøre godt med i de 15 år, parret ønskede at blive boende på gården.
- Det kan være en svær snak at tage, men for parret blev udgangen, at de både kan blive boende, beholde sommerhuset og har overblik over deres økonomi mange år ud i fremtiden, forklarer Lene Bjerregaard Olsen.
Programmet Seniorwealth kan også hurtigt regne ud, i hvilken rækkefølge, det er mest fordelagtigt at få sin pensionsopsparing udbetalt.
Tilmelding til nyhedsbrev