Studerende fik en praktisk vinkel på strategiarbejde

Udgivet d. 11-05-2021

Som en del af uddannelsen til Agro Business Economist og Agro Business Manager var en flok studerende torsdag d. 6. maj en tur forbi SAGROs hus i Herning. Her skulle de blandt andet blive klogere på, hvordan rådgivningsvirksomheden rådgiver landmænd inden for økonomi og strategi.

Torben Jensen bød velkommen til en dag i strategiens tegn.

Der var i den grad fokus på det strategiske i landbruget, da SAGRO i Herning bød 42 studerende fra Erhvervsakademi Aarhus inden for. Som et led i afslutningen på uddannelsens første år som Agro Business Economist og Agro Business Manager, var arrangementet startskuddet på en opgave om optimering af strategi og økonomi med udgangspunkt i konkrete cases.

De studerende var inddelt i to gruppe, hvoraf den ene halvdel af dagen foregik hos SAGRO, og den anden halvdel af dagen gik med driftsbesøg, hvor de studerende skulle indhente viden til opgaven.

- Vores opgave var at give emnet strategiarbejde en praktisk vinkel i dialogbaserede indlæg. Vi stillede med fire rådgivere fra SAGRO, og vi kom omkring processen i strategiarbejde, ledelseskraft og eksekvering af strategien samt finanssektorens syn på strategiarbejde, fortæller Bo Kær Pedersen, der er virksomhedsrådgiver hos SAGRO.

Besøg hos svineproducent

En af de landmænd der havde åbnet op, var svineproducent Sven Agergaard fra Herning. Men det ikke første gang, han byder studerenden indenfor for at komme med bud på, hvilken retning virksomheden kan og bør drives i.

- Jeg synes jo, vi har et ansvar som landmænd i forhold til at hjælpe med at uddanne den næste generation. Man kan læse sig til mange ting, men at komme ud i den virkelig verden og opleve de ting, vi arbejder med, det kan bare noget helt andet, siger han.

Men det er bestemt ikke kun de studerende, der får noget ud af besøget.

- Jeg glæder mig til at se, hvad de kommer frem til. I deres opgave har de stort fokus på mulighederne for generationsskifte, og det er et område, der snart kan blive relevant for os. Vi har selvfølgelig gjort os nogle tanker og arbejdet med det, men hvis de nu kan komme med de gode input, så siger jeg da ja tak, siger han.

Bo Kær Pedersen forestiller sig ikke, at det er sidste gang, SAGRO byder en flok studerende indenfor.

Nok ikke sidste gang

D. 27. maj kommer de 42 studerende forbi de to landmænd, hvor resultatet af opgaven med strategiarbejdet skal fremlægges.

- Det er første gang, vi hos SAGRO har inviteret så mange studerende til at arbejde med strategi. Tilbagemeldingerne fra dem har overvejende været positive, og særligt den praktiske og dialogbaserede tilgang, er de glade for. Jeg forestiller mig bestemt ikke,at det er sidste gang, vi laver sådan et samarbejde med en uddannelsesinstitution, siger Bo Kær Pedersen.


Tilmelding til nyhedsbrev


Samarbejdspartnere