Udgivet d. 10-12-2021
Generationsskifte, ledelse, strategi og ESG. Det er nogle af de temaer, som SEGES belyser i det spritnye TV-magasin ”Bundlinjen”, hvor SAGROs HR- og ledelsesrådgiver Bo Kær Pedersen sidder i panelet.
Det første afsnit af SEGES’ nye TV-magasin ”Bundlinjen” sætter fokus på ESG. Fotograf: Anne Elbæk
Hvordan tackler man som landmand bedst de fremtidige krav til bæredygtighed (ESG)? Og hvad kan man gøre for at sikre, at ens virksomhed bedst muligt understøtter ønsket om en fremtidig vækst?
Det kan du få svar på i SEGES’ nye TV-magasin ”Bundlinjen”, der netop er lanceret på innovationscentrets digitale TV-kanal SEGES TV. Magasinet sætter fokus på økonomi og ledelse i landbruget, og i hvert afsnit diskuterer et ekspertpanel spørgsmål indsendt af danske landmænd.
I magasinet kan seerne også møde en række landmænd, der inspirerer seerne og fortæller om deres erfaringer.
- Vi oplever en massiv interesse for inspiration og ny viden inden for økonomi og ledelse i landbruget, og det vil vi selvfølgelig meget gerne levere. Derfor går vi nu i luften med et nyt TV-format bestående af en række udsendelser på 15 minutter. Udsendelserne går mere i dybden end korte videoer på Facebook, men sluger samtidig ikke så meget tid som eksempelvis et webinar på 30-60 minutter, siger Karina Bjørn, afdelingsleder i Marketing og Fagkommunikation, SEGES.
Og forventningerne er store:
- Vi håber, at magasinformatet i kombination med engagerede landmænd og et skarpt panel bliver et hit, siger Karina Bjørn.
Magasinets ekspertpanel består i de fem første udsendelser af formand Anders Harck fra sektorbestyrelsen for Økonomi & Virksomhedsledelse i Landbrug & Fødevarer, landbrugsdirektør Poul Erik Jørgensen fra Nykredit, ledelsesrådgiver Bo Kær fra SAGRO og forretningschef Margit Skovbjerg fra SEGES Digital.
Der er indtil videre optaget fem episoder af TV-magasinet, som rulles ud på SEGES TV i løbet af december.
Første afsnit sætter fokus på ESG (Miljø, Social og Ledelse), som er de parametre, blandt andet finanssektoren i stigende grad anvender, når de vurderer en virksomhed. Afsnittet kan ses her: https://bit.ly/3EFs8k7
Hos SAGRO har vi netop oprettet en ESG-team, der har specialiseret sig i at rådgive landbruget omkring ESG. Du kan finde flere oplysninger om teamet på dette link.
Tilmelding til nyhedsbrev