Sæt såsæden højt på din dagsorden

Udgivet d. 29-03-2024

Sidste års våde vejr har sendt chokbølger gennem såsædens forsyningskæder. Det bør du tage højde for, når du planlægger 2024, siger direktør og planterådgiver i ØkologiRådgivning Danmark, Claus Østergaard.

Mangelsituationen har mange mødre. Sen høst, lavt udbytte, dårlig spireevne og et øget behov for omsåning i 2024 er nogle af de faktorer, som giver panderynker hos de landmænd, der er afhængige af god såsæd. Alt sammen handler om de enorme vandmængder, vi fik sidste år – og ikke fik, da der var allermest brug for det. Det bør få planteavlere til at overveje at bruge egen udsæd til såsæd, mener Claus Østergaard.

– Det er nok ikke sidste gang, at vejr og udefrakommende faktorer kommer til at spille os et pus, og det kan simpelthen blive nødvendigt at bruge egen såsæd, hvis du vil selv vil være herre over, hvad der skal være i marken. Min anbefaling er, at du i år tænker længere og selv sørger for såsæden til næste år. Eller i hvert fald gør dig overvejelser om, at det kan blive nødvendigt, siger han.

Såsæden skal opbevares tørt og køligt – og så skal det hæves fra jorden for at beskytte det mod opstigende fugt.

Gode marker, brug af analyser – og ingen såsæd til naboen
At blive selvforsynende med såsæd er langt fra en uoverkommelig opgave. Vælg en god mark til udsæden, giv den opmærksomhed, og prioritér høst og tørring højt. Sådan lyder de vigtigste råd fra Claus Østergaard.

– Er du økologisk landmand, bør du også vælge en mark uden for meget ukrudt, og du bør prioritere at holde ukrudtet nede indtil høsten. Når høsten er hus, bør du få renset kornet grundigt. Endelig bør du sende en prøve til analyse for sygdomme, supplerer han.

En af udfordringerne i forhold til forsyningen af såsæd handler også om lovgivning. For mens du gerne må lave såsæden selv, må du ikke handle den med naboen.

– På grund af risikoen for flyvehavre må såsæden ikke forlade din matrikel. Det kan være frustrerende, men det er flyvehavre selvfølgelig også, forklarer Claus Østergaard.

Husk reglerne – og at have spireevnen i mente
Danmark har nogle af verdens højeste krav til spireevnen i såsæd, og dem er det ikke helt sikkert, du lever op til i din selvforsyning. Derfor skal du have det med i dine overvejelser, når du skal udregne mængderne af såsæd.

– Hvis markspiringsprocenten pludselig er 60 %, i stedet for de sædvanlige 90 %, er du naturligvis nødt til at kompensere for det i udsædsmængden. Derfor er det vigtigt, at du kender spireevnen – og den kan du lade et laboratorie finde for dig, hvis du ikke selv vil i gang med våd køkkenrulle i vindueskarmen, fortæller Claus Østergaard.

– Husk i øvrigt, at du skal betale forædlerafgift, hvis du bruger hjemmelavet såsæd, slutter han.

 

FORÆDLERAFGIFT

Du kan betale forædlerafgift på www.sortsejere.dk

Det koster typisk 30-40 kr. pr. hektar – afhængigt af sorten.

Kontakt os

Få et godt råd fra en rådgiver

Claus Østergaard Claus Østergaard Direktør og plantechef i ØkologiRådgivning Danmark 20 45 74 65

– Det er nok ikke sidste gang, at vejr og udefrakommende faktorer kommer til at spille os et pus, og det kan simpelthen blive nødvendigt at bruge egen såsæd, hvis du vil selv vil være herre over, hvad der skal være i marken

Claus Østergaard


Tilmelding til nyhedsbrev


Samarbejdspartnere