Rådgivere lægger hånden på kogepladen

Udgivet d. 08-04-2021

Med en Rådgivningspakke MARK får kunden et løfte om, at intet bliver glemt eller overset.

Hver onsdag eftermiddag i hele vækstsæsonen er planterådgiver Finn Poulsen på farten rundt på tilsyn af markerne på Ny Endrupholm sammen med Frederik Hessel Madsen.

Det er en del af den Rådgivningspakke, som Ny Endrupholm har købt ved SAGRO.

Finn Poulsen hjælper Frederik med at prioritere, hvis der presser sig flere opgaver på, end der er tid til. Er der behov for at justere noget, der allerede er aftalt, er Finn sparringspartner.

- Hver eneste gang, jeg kommer med en vurdering, forklarer jeg, hvordan jeg kommer frem til den konklusion. Jeg stikker ikke bare en dosering eller et middel ud. På den måde sker der også en oplæring af Frederik, forklarer Finn Poulsen.

- For hver sæson føler jeg mig bedre klædt på til den næste, medgiver Frederik.

Finn Poulsen og kollegaen Christina Skelmose Jørgensen har for markdriften og for hver afgrøde i markplanen lagt et årshjul, så de kan planlægge, at alting sker rettidigt. Arbejdsfordelingen er, at Finn har føling med pasningen af afgrøderne, mens Christina har styr på alt papirarbejde omkring afsætning af gylle og markplanen, plan for efterafgrøder, gødningsplanlægning, hektarstøtteansøgning, sprøjtejournalindberetning, gødningsregnskab, korttegning over nye marker og den konkrete afgrødefordeling.

Det er også Christina, der sørger for, at alle tidsfrister for såning og indberetning af efterafgrøder, afpudsning af græsmarker og så videre er overholdt.

- Det er en stor hjælp for mig, siger Frederik, der tit benytter sig af bare at smide en sms til Christina om en eller anden ændring i stedet for at gå og huske på det. Straks Christina har ført det ind i Mark Online, kan Frederik se det i FarmTracking, hvor Frederiks folk også taster alle behandlinger ind.

- Fordi I er så dygtige, så tog det mig – hånden på hjertet – under en time at indberette alt til sprøjtejournal for hele Ny Endrupholm, roser Christina.

Overblikket over de 35-40 kunder, der tilsammen aftager 130.000 m3 gylle fra Ny Endrupholm, ligger også hos Christina.

Fordel med to rådgivere

Ideen med at tilknytte to rådgivere via rådgivningspakken er, at begge er godt inde i bedriften. Det giver derfor ingen afbræk i tilfælde af ferie eller fravær, og de to supplerer hinanden.

- En rådgiver, der arbejder alene, risikerer at have en blind vinkel eller at gentage en fejl. At arbejde tæt sammen med en anden giver en vis sikkerhed for, at kollegaen ser det, man selv overser. Det er ligesom i et fly med en 1. og en 2. pilot. Det er 1. piloten, der styrer, men somme tider tror jeg, at fly holder sig i luften, fordi der også er en 2. pilot, siger Finn Poulsen.

Med en rådgivningspakke lægger rådgiverne hånden på kogepladen. De har en tættere kontakt til kunden, og de lover at følge op. Det giver en særlig forpligtelse.

- Ingen skadedyr eller sygdomme skal komme bag på os. Jeg har ansvaret for at korrigere på forkant, når noget ændrer sig i marken. I et almindeligt kundeforhold, vil landmanden først ringe efter mig, når der er et problem. Så skal jeg korrigere på bagkant, og det er ikke nær så effektivt, forklarer han.

Råd til rådgivning

Som planterådgiver er Finn Poulsen tit ude for, at folk siger ”Når nu der bliver færre landmænd, så har I vel ikke noget at lave?” Men det er en stor misforståelse.

- Når planteavl når en vis størrelse, kan man faktisk bedre betale for et godt råd. I et lille brug er det groft sagt billigere at overdosere sprøjtninger end at ringe til konsulenten. I et større brug er der flere ha at dele udgiften ud på, og så kan det betale sig at få en tættere rådgivning for at træffe bedre beslutninger. Som planterådgivere får vi en anden berettigelse og ender tit med at få flere timer på større brug, fortæller han.

 

Kontakt os

Få et godt råd fra en rådgiver

Finn Poulsen Finn Poulsen Planterådgiver 76 60 23 91 25 57 98 82


Tilmelding til nyhedsbrev


Indlæs flere relaterede artikler

Samarbejdspartnere