Odderbæk Vandløbslaug får 200.000 kr. i naturpris

Udgivet d. 14-01-2020

Jysk Landbrug har sammen med Vejle Kommune og Danmarks Naturfredningsforening indstillet Odderbæk Vandløbslaug til prisen.

På Plantekongressen i Herning i dag (den 14. januar) blev 15. Juni Fondens store naturpris på 200.000 kr. tildelt Odderbæk Vandløbslaug for en "vedholdende og kollektiv indsats for naturen".

Faktisk er det i år 20 år siden, en gruppe lodsejere sammen med Vejle Kommune tog fat på en naturindsats, der nu omfatter et område på 3.000 ha.

Marker i omdrift

Halvdelen af oplandsområdet er marker i omdrift, mens naturområderne domineres af egekrat, plantager og lysåbne naturtyper, især eng, overdrev og hede samt vandløbene.

I en pressemeddelelse fra 15. Juni Fonden siger fondens formand, Helene Kähler Hjenner:

- Vi leder altid efter det eksemplariske, når vi skal uddele priser. Her har vi fundet en prismodtager, der formår med en kollektiv indsats og med en udstrakt brug af egne ressourcer at sikre, at indsatsen gavner naturen på flere planer. Samtidig har prismodtageren gjort en meget stor indsats for at formidle og forankre initiativerne i samarbejde med forskellige partnere. Det er et eksempel til inspiration og efterfølgelse for mange, hvilket Fonden gerne vil både synliggøre og præmiere”.

Sammenhæng fra kilde til udløb

Odderbæk vandløbslaug ved Give består af mere end 100 lodsejere, og der er blevet lavet 49 naturplaner på bedriftsniveau, som har sikret et større naturindhold på de enkelte ejendomme. Lauget har etableret og oprenset 80 vandhuller og flere er på vej, og der er skabt 70 ha nye enge og overdrev.

Af hensyn til vandløbskvaliteten har flere projekter forbedret vandkvaliteten i Odderbækken og dermed i Kulsø og hele Skjern Å-systemet. Et stort vådområdeprojekt på 140 ha er gennemført i samarbejde med Vejle Kommune efter Vandmiljøplan II, som det første projekt i Danmark, hvor det er lykkedes at skabe sammenhæng i naturen i et helt vandsystem fra kilde til udløb.

Græsningsselskab og stiforløb

Samtidig med det store vådområdeprojekt har lauget etableret et græsningsselskab, der omfatter 180 ha og som skal sikre, at eksisterende og nye enge langs åen holdes lysåbne til gavn for naturen.

I samarbejde med Dansk Ornitologisk Forening har Odderbæk Vandløbslaug opsat 500 fuglekasser til forskellige hulrugende fuglearter. Som et led i laugets ønske om at arbejde på tværs af skel er lauget lige nu i færd med i samarbejde med Danmarks Jægerforbund at etablere et markvildtlaug, som også for jægere kan forbedre områdets værdi.

Odderbæk Vandløbslaug har lavet et 37 km langt stisystem, kaldet ’Sporet ved Odderbækken’, så alle kan få del i resultaterne af laugets bestræbelser. I samarbejde med Thyregod menighedsråd har lauget bygget et udstillings- og madpakkehus ved Thyregodlund Præstegård. Her er der nu permanente udstillinger fra egnen og mulighed for aktuelle udstillinger og aktiviteter.

Efterlyser forslag

Formanden for Odderbæk Vandløbslaug, Niels Clemmensen, beder nu medlemmerne om forslag til, hvad de 200.000 kr. skal bruges til. Det siger han til TV Syd.

- Det er vigtigt for os at få skabt noget merværdi for pengene, siger han.

FAKTA om 15. Juni Fonden

15. Juni Fonden er stiftet af det naturinteresserede ægtepar, Valdemar og Lise Kähler. Det er et centralt formål for fonden at medvirke til at sikre og forbedre kvaliteten af Danmarks natur.

Læs mere på Fondens hjemmeside 15junifonden.dk.

Se mere om Odderbæk Vandløbslaug og dets aktiveter på laugets hjemmeside.

Sidste år fandt 15. Juni Fonden også en prismodtager fra SAGROs område - efter indstilling fra den lokale landboforening. Ildsjælene Michael Baun og Bente Villadsen fik 100.000 kr. for på Fanø at have skabt nye levesteder for sjældne arter.

Læs mere her.


Tilmelding til nyhedsbrev


Indlæs flere relaterede artikler

Samarbejdspartnere