Nye oplysninger til momsangivelsen

Udgivet d. 16-07-2024

Skattestyrelsen spørger: Har din virksomhed haft momsfritagne aktiviteter i det senest afsluttede regnskabsår?

Som noget nyt vil man ved momsangivelsen, der indeholder juni måned 2024, blive mødt med nogle nye indberetningsfelter på Skat.dk. Der skal i den forbindelse oplyses om virksomheden havde momsfritagne aktiviteter i det seneste regnskabsår.

For at der skal angives et ”Ja” skal der være tale om aktiviteter der er fritaget efter momslovens §13, som f.eks. sundhedsydelser, udlejning af beboelse, bortforpagtning af jord (uden frivillig tillægsregistrering) og ydelser i direkte tilknytning til bisættelser. Se Den Juridiske Vejledning for yderligere information om momsfritagelsen

Den nye indberetningsforpligtelse omfatter ikke udbetalinger, der falder uden for momsloven, såsom EU-tilskud, erstatninger og salg af private formuegoder.

Når der svares ”Ja” vil der dukke nye felter op, til at angive fradragsprocenten og slutdatoen på det seneste regnskabsår. Fradragsprocenten skal oplyses ud fra et afsluttet regnskab og det vil for de fleste være regnskabet der sluttede den 31-12-2023, når vi angiver momsen for 2. kvartal 2024.

Fradragsprocenten beregnes som forholdet mellem momspligtig omsætning og den samlede omsætning, der oprundes til hele procenter.

Eksempel: 475.000 kr salg planteprodukter x 100 / (475.000 kr + 63.000 kr boligudlejning) = 88,29% der oprundes til 89%

 

Hvad bruges den delvise fradragsprocent til?

Det følger af momsloven §38 stk. 1, at virksomheder skal regulere deres momsfradrag på ”fællesomkostninger” til den beregnede fradragsprocent.

Fællesomkostninger er noget, der retter sig mod virksomheden generelt, og som ikke direkte vedrører enten momspligtige leverancer eller momsfritagne leverancer. Fællesomkostningerne vil typisk omfatte omkostninger som regnskabsarbejde, kontorhold, telefon/internet o.lign.

Virksomheden skal løbende regulere sit momsfradrag, på fællesomkostningerne, aconto til sidste års fradragsprocent og foretage en endelig opgørelse når omsætning for året er klarlagt med regnskabet. Den endelige regulering i momsfradraget skal medtages i den periode der omfatter sjette måned efter regnskabsårets udløb – det vil typisk være juni måned.

Hvis du får hjælp af SAGRO til momsangivelsen, vil vi sørge for at indberette på de nye felter. Sidder du selv med din momsangivelse, kan du ved at kontakte din rådgiver eller økonomi assistent få hjælp til at beregne din fradragsprocent.


Tilmelding til nyhedsbrev


Samarbejdspartnere