Udgivet d. 14-03-2018
Lodsejere langs Alslev Å ved Esbjerg truer med at indklage Esbjerg Kommune til ombudsmanden.
Tekst: Lilli Snekmose
- Vi har INGEN tillid til embedsværket i Esbjerg Kommune.
Så kategorisk var Laust Bendix Jensen, da han tirsdag aften på Sydvestjysk Landboforenings generalforsamling kommenterede på en langstrakt og frustrerende kamp for oprensning af Alslev Å.
- Det er skræmmende, at det gennem mere end 15 år er lykkedes embedsværket i Esbjerg Kommune at parkere vores klager. Og Alslev Å er ikke den eneste. Så vi bør overveje, hvad vores næste skridt er – og jeg mener, at det må være at gå til ombudsmanden og få ham til at kikke embedsmændene efter, lød det fra Laust Bendix. Han har de seneste år været formand for vandløbslauget for Alslev Å.
Samme å fyldte også godt i formand Niels Laursens beretning på generalforsamlingen. Sammen med Kongeåen er Alslev Å to problemområder, der er blevet arbejdet kraftigt på i 2017.
- Det har vist sig, at op mod 90 procent af Alslev Ås profil er forsvundet på grund af tilsanding, oplyste han.
Niels Laursen havde debut med den første beretning efter et år som formand for Sydvestjysk Landboforening.
Fuld oprensning i høring
Esbjerg Kommune var først flere år om at erkende problemerne, og derefter forsøgte kommunen at spise lodsejerne af med en punktvis eller delvis oprensning. Ja, kommunen overvejede endda en lovliggørelse af forholdene!
- Vi holdt et møde med bredejerne, og de gav os klar besked. Når kommunen har forsømt sin opgave, så er der kun én vej: Der skal ske en fuldstændig oprensning, helt efter forskrifterne i det gældende regulativ. Det krav har vi kæmpet for, og nu er vi kommet så langt, at det er et forslag om fuld oprensning, kommunen nu er sendt i høring, fortalte Niels Laursen.
Laust Bendix Jensen var glad for landboforeningens opbakning og roste sammenholdet – men tilliden til kommunen er væk, og ”jeg synes ikke det skal være ret langt ud i fremtiden, før vi tager næste skridt – altså ombudsmanden”, sagde han, og Niels Laursen svarede, at forslaget var rigtig godt.
Krav om gps
Med udsigten til at der meget snart skal vedtages nye regulativer for vandløbene, så kan der dog være grund til at ”skynde sig langsomt”, forklarede formanden.
- Hvis vi venter til den nye vandløbslov er vedtaget, så ser det ud til, at en faktor som klimaforandringer kommer med, og det vil give os bedre regulativer, end hvis vi japper noget igennem nu. Men jeg er helt enig med dig i, at de forhold vi ser mange steder nu er helt uacceptable.
- Det er også derfor, vi har bedt Esbjerg Kommune om at stille krav til deres entreprenører om, at de graver efter gps, når de uddyber. Så er vi sikker på, at dybden bliver rigtig over hele strækningen, sagde Niels Laursen.
Han opfordrede samtidig medlemmerne til på samme måde at bruge gps, når de fotodokumenterer problemer i vandløbene. Så er der ingen tvivl om hvor, og i hvilket vandløb, der skal undersøges.
Uvildig opmåling af Kongeå?
Bjarne Andersen fra Kongeå Vandløbslaug foreslog uvildige opmålinger af vandløb, hvor der er strid om oprensningen, og Niels Laursen gav ham ret i, at det middel nok også på et tidspunkt må tages i brug.
Netop i Kongeå er problemerne med tilsanding enorme. Siden efteråret har vandet stået højt på markerne ned til åen, og en styregruppe i Esbjerg arbejder på løsningsforslag.
- Det er helt sikkert, at gruppen har mandat fra øverste sted til at finde så mange og gode løsninger som muligt. På kort sigt er det svært, men måske kan noget graves væk. På langt sigt skeler de til Holland og ser på mulighederne for at pumpe sandet væk, sagde Niels Laursen.
Fælles front
Vadehavet er nationalpark, og derfor er det store spørgsmål, hvordan Esbjerg Kommune får tilladelse til at rense op. Det havde Vagn Sørensen et synspunkt på. Han er medlem af landboforeningen, men desuden formand for udvalget for teknik og miljø i Vejen Kommune.
- Der er ikke mange, der tænker over det, men Haderslev, Vejle, Kolding og Vejen - alle de kommuner har rent faktisk også udløb i Vadehavet. Det er jo egentlig nemt at sende vandet over til jer, men det er jo ikke løsningen! Vi er nødt til at danne fælles front mellem alle landbrugsorganisationer og kommuner, der deler interesser, for der er mange interessekonflikter i det her. Kommunerne imellem taler vi sammen om det i øjeblikket. Jeg kan godt være lidt i tvivl om, hvor vi har Esbjerg – de har i hvert fald ikke meldt noget ud endnu, konstaterede Vagn Sørensen.
Sydvestjysk Landboforening har 965 aktive medlemmer. Ca. 130 deltog i generalforsamlingen.
Foreningen havde i 2017 en omsætning på 3,6 mio. kr., og resultatet blev et overskud på 1.897.841 kr. takket være en overførsel på 1,3 mio. kr., som er foreningens resultatandel fra SAGRO plus 340.000 kr. som forrentning af landboforeningens kapitalandel i SAGRO.
Den 34-årige svineproducent, René Ditlevsen fra Sig, blev nyvalgt til bestyrelsen. Øvrige valg var genvalg.
Laust Bendix Jensen
Vagn Sørensen
Tilmelding til nyhedsbrev