Majs i gødningen? Slå koldt vand i blodet og afvent

Udgivet d. 31-10-2023

I år kan det også være en mulighed, at man vil opleve kerner i gødningen i længere tid end normalt.

Flere steder er man ved at tage den nyhøstede majs i brug på foderbordene, og når det sker, er det ikke usædvanligt at se majskerner i gødningen.

- Her vil jeg råde til, at man lige slår koldt vand i blodet og afventer situationen. Nok er kernerne i gødningen ikke et godt tegn i forhold til den mængde næring, som køerne får, men hold gerne øje med mælkekvaliteten. Holder køerne mælken, og er fedtprocenten stadig den samme? Så kan det være, man ikke skal foretage sig noget, siger kvægrådgiver i SAGRO Jesper Gejl Kristensen.

I år kan det også være en mulighed, at man vil opleve kerner i gødningen i længere tid end normalt.

- Det kan hænge sammen med majsens kvalitet, som i år flere steder er udfordret; andre steder er den helt fin. Så noget tyder på et meget uens billede af majskvaliteten i SAGRO-land. Men det er stadig meget tidligt at lave forudsigelser, så jeg kan kun udtale mig ud fra de prøver, jeg har set indtil videre, siger han.

Det skiftende vejr kan få skylden

Vejret har artet sig mere spøjst end normalt. En periode med tørke hen over sommeren blev pludselig afløst af en med utroligt meget regn – og senere skybrud lige før, at majsen skulle høstes. Derfor var majsen nogle steder lige vel meget moden, inden den kom i hus.

Det har bevirket, at flere rådgivere aner et mere uens billede af majshøstens kvalitet, for selve mængden, der er kommet ind, har generelt været stor.

- Nogle steder har man ikke så højt et indhold af protein. Det kan tyde på, at planterne har opbrugt deres kvælstof et stykke tid før høst og derefter er afmodnet, inden majskolberne er blevet helt fyldt med stivelse. Det betyder også, at vi ser en del svingende stivelsesindhold i majsen i år, siger Jesper Gejl Kristensen.

Generelt har planterne haft en god højde inden høst, mens kolberne flere steder er en anelse mindre end eller samme størrelse som normalt. Det vil sige, at man ser, at de høstede mængder har været store, men måske af knap så god kvalitet. Det giver et mere tungfordøjeligt foder, når der er mange cellevægge. Oveni mange cellevægge, så er fordøjeligheden af dem tilmed også lavere, end man plejer at se.

- Når man ser majskerner i gødningen, er det vigtigt at få hænderne i møget og tjekke, om det bare er skallen af kernen, der er tilbage, eller om den stadig er fyldt med stivelse, og dernæst følge udviklingen. Vi har set flere steder, hvor man er startet med den nye majs forholdsvis hurtigt efter snitning, at køerne reagerer positivt på den nye majs, og at de faktisk kan optage mere af det, end vi er kommet frem til i vores foderplaner. Det kan der være flere årsager til. Bl.a. kan smagbarheden være bedre i ”frisk” majs, og det kan fylde mindre, inden ensileringsprocessen er færdig. Det mere tungtfordøjelige foder med mange cellevægge kan omvendt også være med til at give et sundere vommiljø, så køerne faktisk udnytter det, vi tilbyder dem, bedre, siger han.  

Så alt i alt er der meget, der tyder på, at et besynderligt vejr-år har givet en noget usædvanlig næringssammensætning for majsen.

- Det kan sagtens være, at de mange majs i gødningen ikke har haft nogen effekt. Men det er helt klart noget, man skal holde øje med og måske være en smule på forkant med i forhold til tilskudsfoder. Så ring endelig til os, hvis man er i tvivl, siger han.

Kontakt os

Få et godt råd fra en rådgiver

Jesper Gejl Kristensen Jesper Gejl Kristensen Kvægrådgiver 96 29 68 43 21 36 48 09


Tilmelding til nyhedsbrev


Samarbejdspartnere