Udgivet d. 24-10-2018
Der er krisetegn i vandløbslaug. Sydvestjysk Landboforening kalder til servicetjek og efterlyser nyt blod.
Tekst: Lilli Snekmose
Sydvestjysk Landboforening er kendt for tidligt at have etableret et veludbygget net af vandløbslaug, som tæller ikke færre end 34 vandløbslaug og henved 200 aktive lodsejere.
Eller sådan var det i hvert fald. Men nu truer metaltræthed og dalende interesse med at få det hele til at smuldre. Det frygter formanden for Sydvestjysk Landboforenings vandløbsgruppe, Karen Kjær.
- Vandløbslaugene har været virkelig velfungerende og indflydelsesrige, men der kommer ikke nyt blod til! Når ingen afløser de landmænd, der af den ene eller den anden grund flytter væk fra gårdene, så bliver der et magtmæssigt tomrum - og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at det giver indflydelse til nogle af de mange andre, der har interesse i vores vandløb. Vel at mærke folk med modsatrettede interesser i forhold til vores afvandingsinteresser, siger hun.
Et vandløbslaug skal tælle mindst 4-5 mand for at være arbejdsdueligt, ellers har man ingen indflydelse, og så får man heller ingen hjælp ved kommunen, hvis der opstår problemer, vurderer hun.
I begyndelsen af november mødes vandløbslaugene til det årlige møde, og i år er et centralt punkt: Fremtidens vandløbslaug.
- Det er ment som et servicetjek - men får vi ikke nyt blod til laugene, så vil de snart være under afvikling, siger Karen Kjær, som derfor opfordrer så mange som muligt til at bakke op om møderne.
Det årlige møde er opdelt i 3 geografiske områder og kan ses her (To af møderne ses nederst på den kalenderside, der linkes til).
Medlemmerne i et vandløbslaug holder i årets løb øje med, om der opstår problemer med afvandingen i deres vandløb.
Problemer bliver meldt til kommunen og til landboretsmedarbejder Stine Bundgaard Pedersen, SAGRO
Én gang årligt mødes alle Sydvestjysk Landboforenings vandløbslaug og giver indspil til fokusområder, som landboforeningen skal arbejde med.
Karen Kjær er formand for landboforeningens vandløbsgruppe.
Tilmelding til nyhedsbrev