Udgivet d. 13-07-2017
Vi er i landbruget meget interesserede i, at vores erhverv skal være til gavn for hele den danske befolkning – både nu og i fremtiden.
Det siger Bjarne Larsen, formand for Jysk Landbrug, der er én af seks midt- og vestjyske foreninger med en medlemsskare på i alt 3.500 aktive landmænd, der sammen ejer rådgivningsselskabet SAGRO med rådgivningshuse i Esbjerg, Billund, Holstebro og Herning.
Landbruget er indstillet på at tage de miljøhensyn, der er behov for, når indsatsen baserer sig på solide fakta.
Derfor finder Bjarne Larsen det katastrofalt og helt utilgiveligt, når der er åbenlyse fejl i de analyser og beregninger, som politikerne skal tage beslutninger på baggrund af.
Det er tilfældet med de tal, som Aarhus og Københavns Universiteter har udarbejdet til brug for folketingspolitikerne, da de skulle tage beslutning om at reducere udledning af kvælstof til vandmiljøet.
Landbrug & Fødevarer har sat spørgsmålstegn ved beregningerne, der indikerer, at landbruget skal reducere mængden af kvælstof fra 13.000 tons årligt.
De teoretiske beregninger vil altid rumme en vis usikkerhed. De to universiteter har selv opgjort usikkerheden i deres modeller til at være på 9 procent. Det er med denne usikkerhed politikerne vedtager vandplanerne – 9 procent, OK det kan vi forholde os til.
86 procent usikkerhed og ikke 9 procent
Danmarks Tekniske Universitet har siden gennemgået beregningerne og fundet, at usikkerheden nærmere er på 86 procent - altså mere end ni gange højere. Det er altså med så stor usikkerhed, Folketingets politikere har besluttet at reducere landbrugets muligheder for at drive erhverv.
- Konsekvenserne af disse fejl betyder, at vi enten kan være meget langt fra målet – eller allerede har nået den reduktion som anbefales, siger Bjarne Larsen.
- Vi benægter ikke fakta, men de skal kunne holde til et tjek, og det var derfor DTU blev bedt om at vurdere universiteternes beregning, siger Bjarne Larsen.
- Skal vi have tillid til Universiteternes beregninger og anbefalinger er det helt utilstedeligt med så store forskelle. Det er også påfaldende, at Århus Universitet efter der er rejst kritik af deres beregninger, har ændret model og beregninger, uden at politikerne er blevet orienteret herom. Vi er derfor i den situation, at folketinget har truffet beslutninger på et helt forkert grundlag.
Er det sløseri?
Uafhængig af problemerne med disse regnefejl har Miljø- og Fødevareministeren rejst forslag om, at opgaver med de beregninger universiteterne laver til det politiske system, kom i udbud. Påfaldende er det, at Enhedslistens Maria Gjerding ser det som en stor katastrofe, hvis opgaverne udliciteres. Det påstås at der vil være tab af stor viden hvis opgaven overgår til andre forskere. Det seneste eksempel kunne tyde på, at der er behov for mere viden og mindre politisk forudindtaget hed, siger Bjarne Larsen
Hver sjette job i fare
Bliver der reguleret i forhold til beregninger med en usikkerhed på 86% vil mulighederne for at drive landbrug i mange områder helt forsvinde.
- Det handler ikke kun om, at enkelte landmænd vil blive afskåret fra at fortsætte med deres bedrift – nej hele følgeindustrien, vores håndværkere, ja alle vil blive ramt af politiske beslutninger, som er baseret på forkerte beregninger, siger Bjarne Larsen
Han opfordrer politikerne til at forholde sig til den alt for store usikkerhed, som ligger i universiteternes tal, for det vil have betydning, når en række internationale forskere i efteråret skal vurdere de modeller, som de fremtidige vandplaner skal udarbejdes efter.
- Det er vigtigt, at det ikke kommer til at ske med så stor usikkerhed, så vi må kræve, at politikerne tager bekymringerne fra landbruget alvorligt. Samfundet kan ganske enkelt ikke leve med, at så vigtige beslutninger bliver taget på et så usikkert grundlag, siger Bjarne Larsen.
For yderlige oplysninger kontakt
Bjarne Larsen, tlf. 20 33 58 34
Tilmelding til nyhedsbrev