Landbrug inviterer indenfor

Udgivet d. 12-09-2018

Seks af SAGROs kunder viser gårdene frem til Åbent Landbrug, søndag 16. september kl. 10-16.

Her er der god mulighed for at opleve stort set alle de driftsformer, som landbruget byder på, fra mink til malkekvæg, fra planteavl til pattegrise.

Giv Jer selv og familien en oplevelse på en af de mange gårde og få dit eget billede af landbruget anno 2018

Søbjerg Mink

Søbjergvej 76

7441 Bording

Peter Fleborg har haft Søbjerg Mink siden 1999. Der er løbende udvidet og moderniseret på gården. Nu er der plads til 2800 tæver, som tilsammen får ca. 15.000 minkhvalpe om året. Der er to ansatte, der hjælper med at passe minkene.

Program

 

Pogager

Pogagervej 8

7550 Sørvad

Ageeth & Dirk Millenaar har boet her på gården siden 1996, hvor de flyttede fra Holland til Danmark. De har 300 sortbrogede malkekøer, som går på græs fra forår til efterår. Dirk tager sig af driften på gården.

Program

 

Ml. Lind Landbrug

Fabjergvej141

7620 Gudum

Gitte & John Nielsen har boet på gården sammen med parrets børn, Christian Emil, Peter, Simon og Rine siden 2017. Her er seks personer ansat til at passe de 1150 søer, som til sammen får 45.000 smågrise om året. Ud over grise har parret ca. 190 hektar økologisk markdrift, som er lejet ud på en femårig aftale. Målet er også at etablere vildtpleje på de områder, der er svære at dyrke.

Program

 

Axel Månsson A/S

Grarupvej 15

7330 Brande

Axel startede som landmand for over 40 år siden. Dengang havde han et traditionelt landbrug med malkekøer og kartofler. I dag er Axel Månsson A/S en moderne og utraditionel landbrugsvirksomhed, som fokuserer på bæredygtighed og økologi, og lægger vægt på at være innovativ og åben mod omverdenen.

I 1981 begyndte han at udvide landbrugsproduktionen. Først med produktionen af æg, siden kinakål og icebergsalat. I dag rummer virksomheden 141.000 økologiske æglæggende høns, og der er over 20 forskellige grønsager på markerne, som fx hjertesalat, røde og gule løg, fennikel, bladselleri, romanesco, farvede blomkål, pak choi, broccoli, glaskål, spidskål og en lang række andre hovedkål.

I år er dyrkningsarealet på ca. 1.400 hektar; 40% dyrkes økologisk, 35% dyrkes konventionelt og 25% er under omlægning til økologi. Visionen er at blive en 100% økologisk grønsagsproducent.

Program

 

Øgelundgård

Øgelundvej 102,

Øgelund

7323 Give

Lisbeth & Søren Røndbjerg er 3. generation på gården og har boet her siden 2013 med de 2 piger, Mathilde og Sarah. Lisbeth arbejder som farmaceut i Herning, og Søren passer markerne og de 270 røde malkekøer og deres opdræt sammen med 4 medhjælpere. Køerne giver tilsammen 8.000 liter mælk om dagen. På markerne dyrkes græs og majs til dyrene, samt byg til foder og til malt til ølproduktion. På markerne gøres lidt ekstra for fugle og vildtet ved at plante vildtstriber og lade nogle afgrøder stå til dyrene.

Program

 

Kjærgård Landbrugsskole

Kjærgårdsvej 31

6740 Bramming

Kjærgård Landbrugsskole tilbyder forskellige erhvervs- og landbrugsfaglige uddannelser. Skolen blev stiftet i 1949. Hovedbygningen Riber Kjærgård er oprindelig en herregård fra 1500-tallet. Den rummede tidligere et kvindefængsel, som man stadig kan se og opleve i kældrene. 

Her er 122 malkekøer, som tilsammen giver 3.600 kilo mælk pr. dag. Udover arbejdet med dyrene drives 109 hektar jord. Skolens 100 elever glæder sig til at vise Kjærgård Landbrugsskole til Åbent Landbrug.

Program


Tilmelding til nyhedsbrev


Indlæs flere relaterede artikler

Samarbejdspartnere