Jysk IT vokser gazelleagtigt

Udgivet d. 03-02-2017

De nye medarbejdere i Jysk IT er Michael Hoeg Sørensen, Simon Husballe, Kristian Karup Jensen, René Thomsen, Lars Orloff Skriver og Martin Due Have.

Væksten i opgaver hos Jysk IT i Billund har de seneste måneder resulteret i ansættelse af seks nye medarbejdere.

Antallet af medarbejdere i SAGROs succesfulde datterselskab, Jysk IT, er nu oppe på 34.

- Jo flere, desto større ekspertise og bedre dækning af de områder, vi er stærke i, siger direktør Peter V. Tomsen, der har haft fornøjelsen at bygge virksomheden op helt fra starten for over 30 år siden, hvor han begyndte at specialisere sig i at hjælpe landmænd med IT-løsninger.
 Jysk IT har i årenes løb oparbejdet en stærk position som leverandør af IT-løsninger, først og fremmest inden for landbrug, men nu også hos maskinstationer, entreprenører, dyrlæger og tandlæger.

- Kunderne værdsætter, at vores medarbejdere har forstand på de fagprogrammer, der bliver brugt i mark og stald. Agrosoft er ligeså kendt for Jysk ITs medarbejdere som for landmænd, lover Peter V. Tomsen.

Meget af Jysk ITs vækst skyldes en satsning på at etablere hostingløsninger for kunder, ligesom back up og antivirus er meget efterspurgt. En aftale, som Jysk IT i 2015 indgik med Landsforeningen Danske Maskinstationer og Entreprenører om levering af IT til deres medlemmer, er også med til kraftigt at øge aktiviteten.
- Vi oplever en selvforstærkende fremgang. Kunder, som vi har skaffet et ordentligt internet, anbefaler os til andre. Og på samme måde er det med kameraovervågning, og når en pc er leveret og installeret, så alt bare virker, siger IT-direktøren.

Den gunstige udvikling er årsag til, at Simon Husballe, der har en professionsbachelor i international handel og markedsføring, er blevet ansat i Jysk IT, med særligt ansvar for de store kunder.
Simon er oprindelig udlært IT-supporter i Jysk IT og vender nu hjem med en ny uddannelse.

Fra Sønderjylland er Michael Hoeg Sørensen blevet ansat i Jysk IT. Michael har blandt andet betjent Dansk Farmer ITs kunder. Det eksisterer ikke længere. Michael træffes fortsat på SLF i Vojens, hvor han kører ud fra. De øvrige nyansatte er IT-supportere.

 


Tilmelding til nyhedsbrev


Samarbejdspartnere