Udgivet d. 22-05-2024
Biokul har gjort sit indtog i dagens Danmark, og den ældgamle teknik bliver af nogen spået en vigtig rolle i kampen for at hjælpe klimaet i den rigtige retning.
Der mangler stadig en masse forskning og forsøg, inden man for alvor kan begynde at bruge produktet fra den ældgamle teknik med pyrolyse af biomasse som super-vitaminpiller i jorden.
SEGES Innovation inviterede i samarbejde med Københavns Universitet og Ytteborg Field Trials til møde omkring biokul i SAGROs lokaler ved Esbjerg, og her fik godt 40 fagfolk og andre interesserede en status og en indflyvning til fænomenet biokul.
- Det er en win-win-win og win. Det forbedrer jordstrukturen, giver næring til jorden, det er effektiv affaldshåndtering, og det er godt for klimaet, forklarede Doretta Müller-Stöver fra KU.
Biokul i rugmarken
Efter frokost gik turen til Ytteborgs nærliggende forsøgsarealer, hvor der i et år er blevet lavet forsøg med biokul i en mark med rug.
Her er biokul opblandet i underjorden ned til 80 cm og medvirker til større roddybde og dermed bedre vandforsyning og næringsstofoptag. På den måde bliver planterne mere robuste i en tørkeperiode
I parceller på fem gange fem meter er der blevet nedbragt forskellige mængder biokul, og gæsterne kunne ved selvsyn konstatere forskelle i jordlag, i jordstrukturen, i rodudviklingen og i væksten. Der blev diskuteret, kommenteret og studeret til den store guldmedalje af de interesserede deltagere, mens Janne Aalborg Nielsen fra SEGES guidede dem gennem forsøgets faser og forløb.
Arrangementet blev afsluttet med drømmekage, kaffe og sodavand og en brainstorm om, hvordan man får biokul arbejdet ned i jorden, hvis det er den vej, man vælger at gå, for de maskiner, der skal til, findes ikke endnu.
Tilmelding til nyhedsbrev