Glem ikke den giftige engbrandbæger

Udgivet d. 11-08-2023

Planten kan forgifte koen, og i værste fald kan dyret dø.

Engbrandbæger er en giftig plante, som ses på afgræsningsmarker og enge. Planten er en smule lumsk, fordi køerne ikke så godt kan sortere den fra, selv om den har en bitter smag.

- Hvis koen får for meget af planten, får den forgiftningssymptomer og kan i værste fald dø, siger Birgitte Høyer, der er kvægrådgiver i ØkologiRådgivning Danmark.

Nogle dyr kan endog vænne sig til smagen i høet og ensilagen, og det betyder, at de kan risikere at få ret store mængder af den giftige plante indenbords.

Den dukker op i foråret, hvor den typisk er i hastig vækst, men den bliver først rigtig tydelig, når den blomstrer fra midt i juni og lidt frem alt efter vejret.

Plantens bitre smag bliver endog dæmpet, når den findes i hø, hvorfor koen risikerer at få endnu større mængder ind i sit system, og derfor skal man sikker på, at marken ikke indeholder engbrandbæger, når man slår til hø.

Glem ikke biodiversiteten
Engbrandbæger kan bekæmpes. Som økolog skal det selvfølgelig ske ved at grave den op  og fjerne den fra marken, eller man kan pudse marken af. Hvis man kun ser på koens ve og vel, er det med at komme af med planten.

- Men hvis man også vil gøre noget godt for biodiversiteten, kan det være, at man skal gå anderledes nænsomt til værks og kun klippe hovedet af planten af, så man forhindrer den i at sætte frø, siger Birgitte Høyer.

Årsagen er, at sommerfuglearten Blodplets larver kun kan leve på netop engbrandbæger.

Er man konventionel landmand med kvæg på græs, har man tilladelse til at bekæmpe engbrandbæger med kemi. Her er august et godt tidspunkt at gøre det på, særligt ift. førsteårsplanterne. Man skal dog huske, at det f.eks. ikke er tilladt at anvende planteværn på brakarealer, og visse midler må ikke anvendes efter 1. september.

Men er man i tvivl, er det altid en god idé at tage fat i sin rådgiver.

Kontakt os

Få et godt råd fra en rådgiver

Birgitte Kjemtrup Høyer Birgitte Kjemtrup Høyer Økologirådgiver i ØkologiRådgivning Danmark 40 91 30 75

FAKTA om forgiftning hos kvæg

Symptomerne er diarré, fremfalden endetarm, udmattelse, uklarhed, lysfølsomhed og unormal opførsel.

Giften fra brandbæger giver varige leverskader og bevirker, at galdevejene blokeres. Der kan også opstå skader på lungevæv, i hjertet, tarmkanalen og nyrerne. Det kan derfor ende med en smertefuld død.

 


Tilmelding til nyhedsbrev


Indlæs flere relaterede artikler

Samarbejdspartnere