Fryser tungen ikke fast om vinteren?

Udgivet d. 27-04-2017

Der blev grinet meget, og gyst lidt, når en teenagerhånd fik et slik af en ru kalvetunge eller blev mødt af en fugtig snude, da 7. klasse fra Nordre Skole besøgte Kjargården nord for Ikast.

De omkring 30 elever var på en halvanden times rundvisning i staldene, hvor de så på kalve og større kvæg, mens fodervogne og traktorer var i gang med fodringen.

Landbruget er en del af fagmålene i naturfagene, og i år kan eleverne trække landbrugsrelaterede spørgsmål som en af prøverne.

Besøget på Kjargården ligger i forlængelse af, at eleverne har set den serie tv-udsendelser, der over en årrække fulgte livet på gården.

- Vi har fået eleverne til at interessere sig for landbruget, både økologisk og konventionelt, ligesom de har hørt om bæredygtig produktion, siger de to lærere Berit Grønkjær og Malene Lauridsen.

Der har været nedsat 11 grupper, der arbejdede med forskellige temaer, som de fik mulighed for at spørge ind til.

Noget med dyr – eller maskiner

På Kjargården tog driftsleder Lasse Mølby og fodermester Maria Boe imod og fik eleverne monteret med de obligatoriske og knitrende plastikfutter.

Herefter besøgte de unge forskellige staldafsnit. En del af eleverne havde aldrig været på en gård, mens nogle af dem tydeligvis var mere fortrolige med at håndtere dyrene.

Én af dem var Tobias Monefeldt Nielsen, der da også selv har dyr derhjemme.

- Vi har kaniner og høns. Hanen har vi slagtet, men vi har beholdt hønsene, så vi kan få æg. Kaninerne er kun til hygge, fortæller han.

Han kunne godt forestille sig en fremtid i landbruget, hvor han så ville have med dyr at gøre.

Det kunne Emil Voldby også. Men det skulle så være noget med kubik. Han konstaterede, at Kjargaarden ikke havde John Deere-traktorer, der i hans billede er den eneste rigtige slags traktor. Han fik dog senere udpeget et par af de rigtige modeller.

Besøget sluttede indendørs i Kjargårdens lokaler med tid til noter og spørgsmål.

Et at de store spørgsmål er dog stillet tidligere på dagen ved de udvendige kalvebokse:

- Når køerne slikker på metallet om vinteren – fryser tungerne så ikke fast?

 

Besøget er en del af skolekontakten mellem landbruget og uddannelsesinstitutionerne. Er man som underviser interesseret i at besøge en gård, kan besøget bookes på skole.lf.dk.


Tilmelding til nyhedsbrev


Indlæs flere relaterede artikler

Samarbejdspartnere