Den ”langhårede flipper” skabte en landbrugssuces

Udgivet d. 05-10-2017

Anders Just fra Ørnhøj er en af de nominerede til Familielandbrugets Initiativpris

Anders Just fra Ørnhøj var på én gang en af foregangsmændene i etableringen af Thise Mejeri, og blev samtidig et økologisk demonstrationsbrug i det gamle Ringkøbing Amt.
- Der kom over 1000 det første år. Jeg tror, mange kom, fordi de ville se den der langhårede flipper, der ville producere økologisk mælk. De blev nok lidt skuffede. Jeg havde nok mere hår end i dag, men jeg var ikke nogen flipper, siger han.
Og projektet fra dengang har da også vist sig at være særdeles holdbart. I dag produceres 100 mio. kg. mælk årligt, der er 70 andelshavere og 215 ansatte.
Så der er en grund til, at Anders Just er én af de nominerede til ”Familielandbrugets Initiativpris”, selv om han selv har en anden.
- Det var nok i mangel af bedre, siger han med et smil.

Et lykketræf
Men bag beskedenheden ligger der alligevel en stolthed over dog at have sat sig nogle spor i branchen som en af initiativtagerne til Thise Mejeri, som han stadig leverer stadig økologisk mælk til. Og der er løbet meget mælk gennem tankene i de små 30 år, der er gået siden, Thise blev etableret.
At det så i bakspejlet og bagklogskabens ulideligt skarpe lys, er et lykketræf, at det lykkedes at få det succesfulde mejeri stablet op på vaklende ben, er en helt anden sag.

Med på en bølge
Lisbet og Anders Just overtog gården i Ørnhøj i 1976 og drev den konventionelt i starten med 40 køer og 40 søer. I 1987 omlagde de til økologi. I den forbindelse blev søerne sat ud, og de startede med at dyrke grøntsager, etablerede gårdbutik og begyndte at levere til butikker og større kunder.
Det var ikke så meget af ideologiske grunde, men faktisk fordi, det var noget bøvl, det med at skulle sprøjte.
Og da han selv var vokset op med at hakke roer og fjerne ukrudt på gården, hvor der i øvrigt blev brugt minimalt med planteværn, var springet faktisk ikke så stort til at blive økologisk.
- Vi havde så læst i Landsbladet, at FDB mente, at landmændene var dumme, hvis de ikke begyndte at producere økologisk, for kunderne stod i butikkerne og råbte på økologiske produkter, fortæller han.
Sammen med nogle andre økologiske landmænd, tog Anders Just til et møde omkring mulighederne for at producere økologisk mælk.
På det tidspunkt havde mejeriselskabet MD Foods ikke interesseret i økologisk mælk, og der var kun et enkelt mejeri Grindsted v/Ålborg, der producerede økologisk ost.
- Vi havde jo ikke tænkt over, at det kunne blive svært at afsætte mælken, for vi havde jo læst, at forbrugerne ville stå og skrige efter økologisk mælk, siger Anders Just.

Det var nok ikke gået i dag
Anders Just kontaktede landmandskolleger, der stod i samme situation, og efter en del dialog med ejeren af mejeriet Dybbækdal i Thise, kom der en aftale på plads omkring det at producere den økologiske mælk dér.
Andre steder i landet, havde landmænd valgt andre løsninger
Etableringen krævede dog en startkapital på 600.000. Og de første banker ville have de otte involverede landmænd til at hæfte solidarisk for det store beløb.
Lidt undersøgelse rundt i markedet gav dog nogle bedre betingelser, så hver man endte med at hæfte for 30.000.
- Det var nok ikke gået i dag, siger han.
Det var ikke kun i bankverden, at de visionære landmænd løb ind i udfordringer.
- Vi var lidt ildeset – også blandt landmandskolleger, fortæller Anders Just. Hvorfor skulle vi komme dér og stille spørgsmålstegn ved det bestående?

Kunderne var ikke klar
De første kartoner med mælk kom på gaden 2. september 1988. Men modsat de optimistiske meldinger om stor kundeefterspørgsel, var der stort set ingen, der ville købe den økologiske mælk, der nogle steder stod under ”Delikatesse” og var væsentligt dyrere end konventionel mælk.
Det betød, at der stort set ikke var afsætning for mælken, og der blev de første uger solgt 100 liter om ugen.
Og det tog tid at få tingene til at køre.
Der var lange perioder, hvor landmændene måtte vente i adskillige uger på at få deres afregninger.
Efter et par år, hvor landmændene var hårdt presset, kom en leverandøraftale på plads med Coop, der aftager omkring halvdelen af mejeriets økologiske mælk.
Yderligere to år senere er interessen for økologiske produkter steget så meget, at afsætte hele produktionen.

Trapper lidt ned
Parret har plantet adskillige kilometer læhegn på gården. Anders går desuden ind for, at ting skal slides op, før de skiftes ud, hvilket også er godt for miljøet.
For 5 år siden trappede Lisbet og Anders Just lidt ned, så de blandt andet ikke kører ud med varer længere.
De driver dog fortsat 78 hektar og har 50 malkekøer.

 


Tilmelding til nyhedsbrev


Samarbejdspartnere