Canada: Mads Merrild har satset alt på at blive landmand

Mange i Danmark er stolte af at være landmænd og hører til eliten inden for faget. Ingen er bange for at stå tidligt op og lægge de første 50 timer om ugen på egen bedrift.

Men ville du satse alt? Som i hver eneste krone, du kan låne, inkl. kassekredit?

Det var det, Mads Merrild gjorde, da han satte sig for at starte landbrug i Canada, nærmere bestemt Paradise Valley, Alberta. Her satsede han og konen alt. De tømte samtlige konti, de havde. Hans Canadiske kone Sheenas løn blev hævet, og for hele beløbet købte de gødning. Kassekreditterne blev presset i bund, og hver en krone, de kunne låne, blev brugt på at købe jord og såsæd. Maskinerne kunne han låne sig til på nabogården - aftalen var, at han som modydelse gav arbejdstimer. 

- Der var mange søvnløse natter. Vi satsede simpelthen alt, hvad vi ejede og havde. Du må gerne kalde det naivitet, dumhed eller noget helt tredje, for jeg var altid en smadret motor fra at komme i likviditetsproblemer. Hvis motoren på mejetærskeren gik midt i høst, så skulle vi tage et lån for at få den fikset. Men det var det her, der var drømmen, og så måtte det være sådan, siger Mads Merrild. 

Som søn af Ulla og Martin Merrild er han opdraget til, at det at drive i landbrug i Danmark er svært - nok ikke umuligt, men "meget svært" med de konstant skiftende rammevilkår for erhvervet. Og derfor trak udlandet i ham allerede i teenageårene. 

Han så Canada første gang, da han var 18 år. Det var i 2001, og når man er vant til traktorer i “dansk” størrelse, personbiler med voldsom afgift og et lovkatalog, der vokser uge for uge - ja, så kan det at komme til Canada være en så stor en oplevelse, at det skulle prøves igen i både 2003 og 2004 efter ture til USA og Australien.

- Jeg blev forelsket i, at alting er så stort herovre. Og friheden. Der er stort set ingen regeringsindblanding i, hvordan vi passer vores arbejde. Til gengæld er der så heller ikke megen hjælp at hente. Man skal klare sig selv, og det kan jeg virkelig godt lide, siger han. 

Den hårde start

Det er ikke nemt at starte landbrug, og slet ikke i udlandet, hvis man ikke har kontakter. Men det var heldigvis, hvad Mads Merrild havde. 

Efter han var fyldt 18, fik han arbejde på en gård i området hos en anden dansk udvandrer ved navn Bent Kaastrup. Her lånte han maskiner, så han kunne få sået, gødet og høstet. Mod at han selv lagde arbejdstimer på Bents gård. Det gjorde han fra 2007 og helt frem til 2015. 

- Det var hårdt. Men han havde lovet, at han godt ville hjælpe mig til at blive etableret. Og han holdt sit ord, hvilket jeg er enormt taknemmelig for. Ellers havde vi ikke klaret den, siger Mads Merrild.

Hjælpen bestod også i, at Bent købte noget af den jord, som Mads Merrild dyrkede. Og med lovning på, at han kunne købe den senere til samme pris. Det var i 2009, at han købte jorden af Bent til 13.000 kroner pr. ha. Senere har han købt mere til, og anden jord lejer han. 

Nu driver han 1.100 ha, hvor han selv ejer de 310 ha. Resten lejes af omkringliggende gårde. Det er ren planteavl, og afgrøderne er vårraps, vårhvede til eksport og ethanol og ærter til eksport. Og så er han så heldig, at hele 550 ha af jorden ligger nærmest direkte op til gården. 

- Vores risiko er, at de fleste af vores jordudlejere er ældre, og vi har ikke råd til at blive ved med at købe mere jord. Så lige nu skal vi lave så mange penge, som vi kan, og så sætter vi penge til side i ikkelandbrugsrelaterede forretninger. Jeg kan godt lide, at det er i en helt anden branche, hvis konjunkturerne vender, siger Mads Merrild. 

Forretningsmodellen

En ting er at sprede sine investeringer og dermed risici. Noget andet er, at Mads Merrilds bedrift er skruet sammen til at kunne blive solgt. 

- Min kæphest har været at bygge noget, der kan sælges igen - lave det lækkert, så man kan sælge det som en pakke. Jeg tegnede og byggede landbruget, inden vi fik børn, så det kan sælges "any day", og så vi stadig laver en forretning på det.’

Og det betyder, at han tænker sig rigtig godt om, inden han investerer i nyt udstyr, for det er faktisk aldrig nyt. "Vi køber kvalitets-brugt, og så shiner vi det op", er parolen, så værdien forhøjes markant. Og derfor var værkstedet noget af det første, han fik etableret på gården - et større hus måtte vente. 

F.eks. er den ene traktor fra 1983, men den har kun kørt i 8.000 timer, og når den rammer de 11.000, sætter han en ny motor i. Han lægger heller ikke asfalt rundt omkring, for "det laver vi ikke penge på". Der er skåret ind til benet, og hver eneste canadiske dollar bliver brugt fornuftigt. 

- Vi har bl.a. 15 kornsiloer, som er fra 1998. Vi betalte 7.000 canadiske dollars stykket, som efterfølgende blev sat i stand og malet. Fra ny koster sådan en 45.000 $. Så i forhold til videresalgsværdi ser det fornuftigt ud, siger han. 

55 km til nærmeste supermarked

Canada er verdens næststørste land målt på areal, og man skal ikke meget mod vest i landet for at opleve den vilde natur og store afstande. Særligt fordi 50 % af befolkningen bor under den røde linje (se kortet). Det giver en befolkningstæthed på 5,7 personer pr. km² i provinsen Alberta. Det kender Mads Merrild alt til, for skal han hente en liter mælk i nærmeste supermarked, skal han køre 55 km - i hver retning. 

Det er dog ikke noget at regne for nogle af de andre udfordringer, han af og til står med. I provinsen Alberta har man det, man nærmest kan kalde definitionen af fastlandsklima: Mens dette interview foregår, viser termometret derovre -9 grader celcius. To dage før var det -32. Læg dertil lidt vind og fugtighed, så det ifølge vejrtjenesten "føles som -42". Og gennemsnitstemperaturen i februar er -16.

Men netop middeltemperatur mister med klimaforandringerne lidt sin mening, fordi de ekstreme udsving bliver større, både hvad angår temperatur og nedbør. 

- Vi kan f.eks. ikke vande. Vi skal bore mindst 100 meter ned, før vi rammer vand i det her område. Heldigvis har vi nogle fantastiske sorter, vi må bruge herovre, siger han.

Her henviser han til nogle af de nyere genmodificerede sorter, som er resistente overfor mange udfordringer såsom sygdomme og tørke. Den slags er man langt mere tilbageholdende med at give tilladelse til i Danmark. 

Det er en større diskussion, men kort opsummeret kan planternes naturlige selektion ikke længere følge med den fart, som klimaet ændrer sig med, hvilket bl.a. den højtanerkendte DNA-forsker Eske Willerslev har været ude og sige til flere medier. Det betyder, at planterne skal have hjælp, hvis vi også om 20 år skal have høje udbytter - ikke mindst i egne uden adgang til f.eks. vanding. 

I sædskiftet har Mads Merrild vårraps, vårhvede til ethanol samt ærter og vårhvede til eksport. Og i 2022 fik han "rigtig gode udbytter", som han selv udtrykker det. 

Vendepunktet

Og fordi der ikke er nogen regeringsindblanding i afregningspris, er landmændene aldrig garanteret en minimumsindtjening eller støtte brak eller noget helt tredje. Det betyder, at sikkerhedsnettet er overtaget af markedet: Man kan forsikre sig mod næsten alt, og Mads Merrild er bl.a. forsikret mod en elendig høst, hvis hele udbyttet over en nat pludselig skulle blive ødelagt af f.eks. hagl eller langvarig tørke. Eller hvis prisen på en afgrøde pludselig styrtdykker. 

- Det koster en halv million kroner om året at have den forsikring, som jeg har, siger han.

Lovgivningen er generelt langt mere erhvervsvenlig, og det kan ses helt nede i de små ting, som f.eks. at momsen kun er 5 %, og der er ingen regler for, hvordan og hvornår man må sprøjte sine afgrøder. Og man betaler kun 11 % i selskabsskat, hvis man holder indtjeningen under en halv million canadiske dollars, hvilket er lidt mere end 2 mio. kr. Det er først, når man kommer over en halv million dollars i indtjening, at procenten stiger til 22. Desuden beskattes man ikke af lagerbeholdningen. 

- Hvis jeg kommer tæt på beløbsgrænsen, kan jeg udskyde indbetalinger fra foderstoffen, så pengende falder efter regnskabsåret. Det er enormt erhvervsvenligt, siger han. 

Men "tæt på beløbsgrænsen" var han ikke i starten. De søvnløse nætter var der mange af. Men ved særligt én høst vendte det hele. Fra da af var han sikker på at kunne skaffe penge nok til både ham selv, konen Sheena og deres voksende børneflok, som nu tæller fire børn. Det var for tre år siden.

- Det var det år, hvor jeg vidste, at vi selv havde betalt alle stykomkostningerne - det vil sige gødning, såsæd, kemi og jordleje. Så da vi kom til høst, var alt betalt, og kassekreditten stod i nul. Det var mit store mål at komme dertil, for jeg ved, hvordan det kan ændre sig lynhurtigt herovre. Priser kan rykke sig, og man kan miste det hele til hagl på en eftermiddag, siger han.

Det med, at man kan miste alt på en eftermiddag, var en risiko - særligt i starten. Og derfor hedder firmaet og gården ikke noget med "Merrild". Navnet er det mere anonyme "Feldfort agriculture INC".

- Jeg ville ikke have, at en konkurs på den måde kunne føres tilbage til familiens navn. De skulle ikke hænge på, at jeg måske var gået ned. Det skete heldigvis ikke, siger han. 

Hvad hvis man selv vil rejse ud?

Da Mads Merrild købte de første lodder jord, var det til 13.000 kr. pr. ha. Man kan også kalde det ”svineheld”, for tidspunktet for Mads Merrilds investering ramte muligvis ”det bedste tidspunkt i det canadiske landbrugs historie”, som han selv udtrykker det.

Sådan er det ikke mere - nu er prisen oppe i over 60.000 kr. pr. ha, og desuden er der politiske vinde, som er begyndt at lave mere restriktive regler for bl.a. gødning. 

- Jeg vil sige, at hvis man vil starte et landbrug op på den måde, som jeg gjorde det, så er det 10 år for sent. For jordpriserne har rykket sig, så det er svært at komme ind på markedet uden at have rigtig meget kapital, siger han.

Har du så et godt råd til dem, som overvejer at rejse ud og starte landbrug i et andet land?

- Ja. Få en uddannelse, og sørg for at samle så meget viden og erfaring sammen, som du kan. Så kan du selv regne på, om noget kan lade sig gøre, siger han.