Kvinder - en overset ingrediens

Karen Kjær og Lone Andersen.

Tag et kig på gruppebilleder af en bestyrelse i en landbo- eller familielandbrugsforening:
Mænd står linet op skulder ved skulder. Man skal lede efter en bestyrelse, hvor et enkelt kvindeansigt - eller måske endda to - skiller sig ud i vrimlen.

To af disse ansigter tilhører Lone Andersen, der er formand for Familielandbruget VEST-Jylland, og Karen Kjær, bestyrelsesmedlem i Sydvestjysk Landboforening.

Sammen har de sat sig for, at der ved de kommende generalforsamlinger skal opstilles flere kvinder til pladserne i landbrugets organisationer. Og også gerne flere unge, flere deltidslandmænd og flere med en udenlandsk baggrund - kort sagt mennesker med kompetencer, der kan give bestyrelsesarbejdet en større bredde og sikre mangfoldigheden. En ret med alle ingredienser.

Hvorfor så kvindeforladt?

Især er Lone Andersen og Karen Kjær optaget af, hvorfor bestyrelserne er så kvindeforladte? For ude på bedrifterne findes mange dybt involverede og engagerede kvinder, der lever lige så helt og fuldt med i landbruget, som manden på gården.

- Heldigvis er det efterhånden en naturlig sag, at kvinden på gården er med i alle større beslutninger om bedriften. Og mange steder har kvinden rigtigt vigtige opgaver med ansvar for regnskab, HR og planlægning - så hun har i den grad hånden på kogepladen, forklarer Lone Andersen.

- Kvinder og mænd ser tit forskelligt på en sag. Det er derfor, det er konstruktivt at have begge køn repræsenteret. Det vil styrke landbruget, mener Karen Kjær.

Kvinder skal spørges

Mænd skal forstå, at kvinder ikke selv melder sig til bestyrelsesposterne. De skal spørges.
Selv sagde både Lone og Karen nej, de første gange nogen foreslog dem. De følte sig ikke klar. De havde små børn og mange forpligtelser. Der skulle en vis modningstid til. Men heldigvis var der nogen, der blev ved at prikke, så til sidst blev et nej til et ja.

- Det sære er jo, at 20 % af eleverne på landbrugsskolerne er kvinder. Og i LandboUngdom er kvinderne flot repræsenteret, også i ledelsen. Men så siver de ud af organisationsarbejdet, konstaterer Lone Andersen.
Hun frygter, at kvindernes fravær bliver fatalt for naturen og klimaet, for på de to områder er der hårdt brug for, at kvinder får noget at skulle have sagt, som vil trække landbruget i retning af en grønnere profil.

Kvinder kan gøre en forskel på mange måder. Karen Kjær nævner gruppen ”De glade stiletter”, som er skabt af vestjyske landbokvinder, som har sat sig for at fortælle om alt det, der gør dem glade ved at være i landbruget.

De gør et kæmpe stykke arbejde, som Karen Kjær tager hatten af for, men:

- Mon ikke næste skridt bliver, at nogle af dem tænker ”Hey, jeg vil lidt tættere på dem, der bestemmer”, spørger hun.

- De er i hvert fald fantastisk gode ambassadører for vores erhverv, og man må bare håbe, at de får appetit på landbrugspolitisk arbejde. Måske skal de bare spørges, funderer Lone.

Beslut at begge køn skal være med

Karen Kjær trækker lidt på erfaringerne fra Sydvestjysk Landboforening, når hun mener, at en beslutning i bestyrelsen kan flytte noget i forhold til kvindedeltagelse.

- Jeg har været med i tre år, men i hvert fald de sidste 20 år har der altid været en kvinde i bestyrelsen. Der har altid været enighed om, at der skulle være mindst én kvinde, og så har bestyrelsen arbejdet med opgaven, indtil den var løst. I år håber jeg faktisk, at vi får kvinde nummer 2 stillet op til generalforsamlingen, fortæller hun, og også i Lones forening er kvinde nummer 2 ved at være kørt i stilling.

- I nogle foreninger har man særlige kriterier for, at forskellige produktionsgrene skal være repræsenteret - og så er springet jo egentlig ikke så langt til at beslutte, at begge køn skal være repræsenteret i bestyrelsen, mener Lone Andersen.

- Lad os nu få gjort noget ved det. Helt ærligt! Og har man først fået én kvinde med, så er det måske lidt lettere at få den næste med ombord.

Gejst flytter bjerge

Lone og Karen henter deres gejst til det landbrugspolitiske arbejde gennem de resultater, de ser af deres indsats. Lone er særlig stolt af, at arbejdet med at indføre sælgerpantebrevsmodellen har båret frugt. Dialogen og det nye fælles udspil med Danmarks Naturfredningsforening er også en af hendes mærkesager.

- Når den slags lykkes, er det særligt spændende at være med, siger hun.

Karen Kjær har i Sydvestjysk Landboforening sat sig for bordenden i en særlig gruppe, der arbejder med afvandingsproblematikker. Det har givet hende anledning til direkte kontakt med kommunens folkevalgte, og hun oplever, at det sætter skred i ting.

- Hvad man end brænder for som kvinde, om det er dyr, planter, psykisk eller fysisk arbejdsmiljø, økonomi eller afvanding, så er der mulighed for at få indflydelse - og der er brug for det, forsikrer Lone Andersen.

Skal man være landmandsuddannet?

- Nej, det er bestemt ikke nødvendigt. Så var jeg jo aldrig kommet med, griner Lone og fortsætter:

- Jeg nåede kun fem måneders grundskole, og andre kvinder i landbrugets organisationer har helt andre uddannelser, som fx sygeplejerske. Det eneste, der betyder noget, er at du deler skæbne og engagement med en landmand - og har et medlemskab. Så er man velkommen og valgbar, siger hun.

- Det må ikke blive en dyrkelse af, at vi er piger - men en accept af, at det kan bruges konstruktivt, at vi er forskellige, slår Karen Kjær fast.